Min guide til øen Fejø

Min guide til øen Fejø
FOTO: Louise Herby. Ved vandet på den østlige side.

Jeg er glad for i dag at kunne præsentere dig for min guide til øen Fejø. Hvis du ikke kender Fejø, er det en dansk ø, der ligger lige nord for Lolland og derfor er en del af sydhavsøerne og det sydlige Sjælland. Jeg har selv besøgt Fejø adskillige gange i en periode på ca. 10 år, hvor mine forældre havde et fritidshus der. Huset er desværre ikke længere i familien, og vi har ikke besøgt Fejø, siden min far gik bort for et par år siden. Men min kærlighed til Fejø er stadig stor, og jeg vil meget gerne tilbage dertil igen snart. Derfor har jeg også valgt at dele min guide til øen Fejø her på bloggen. Jeg er vild med Fejø, fordi der både er roligt men stadig med masser af liv og charme. Den ø kan noget helt særligt. Jeg vil lige understrege, at jeg ikke er ekspert i øen Fejø, og indlægget her bygger på min subjektive holdning. Jeg vil opdatere indlægget løbende.

Reklame da jeg er Ambassadør for Bloggers By Heart: Dette blogindlæg er udgivet i samarbejde med Bloggers By Heart (reklamelink) og er en del af ferieserien med andre bloggere., som er med til at inspirere dig til spændende oplevelser henover foråret og sommeren.

Min guide til øen Fejø

Vigtig info vedr. Fejø

På øen Fejø er der 1 tankstation, og prisen er fast. Husk derfor at tanke brændstof, inden du evt. tager bilen med til Fejø. Det er muligt at tanke op der, men det er rart at kunne komme fra a til b de første par dage.

FOTO: Louise Herby. Sprøde Fejø æbler.

Hvad er Fejø kendt for?

Den ting som kendetegner Fejø bedst er uden tvivl øens frugter; æbler, pærer og blommer. Men især æblerne. Det er klassiske, sprøde æbler, som du kan købe om efteråret i bl.a. Irma. Og så må jeg endelig ikke glemme Fejø Cideren, som kan købes flere steder foruden Irma.

FOTO: Louise Herby. Velkomststenen ved Fejø Havn.

Sådan kommer du til Fejø

For at komme til øen Fejø er du nødt til at sejle med færgen fra Kragenæs Havn på Lolland til Fejø Havn på den vestlige side af Fejø. Du kan både gå ombord eller have en bil med. Det tager knap 20 min. at sejle over. Læs mere omkring sejltider og priser hos Lolland Færgefart.

FOTO: Louise Herby. Et gammelt billede fra en cykeltur på Fejø. Fra min tid som modeblogger, ahem.

Øen Fejø

Øen Fejø er primært en lang og smal ø. Øen fordeler sig mellem Vesterby mod vest og Østerby mod øst. Og så har du Skalø mod nord. Sådan groft sagt består Fejø af 1 lang vej på tværs af øen, som du kan følge Fejø igennem. Og så har du flere veje mod syd og mod nord. Du kan godt gå fra Havnen og hele vejen mod øst. Der er ca. 5 km. Du kan leje cykler på Fejø ved Dybvig Havn.

FOTO: Louise Herby.

Overnatning på Fejø

De fleste gange jeg har været på Fejø, har jeg haft overnattet hos mine forældre, da det gav mest mening. En enkelt gang var vi mange afsted og lejede os derfor ind i dette Airbnb sommerhus på Fejø. Det var et rigtig dejligt hus, som jeg varmt kan anbefale. Ellers findes der sommerhusudlejning via både Sol og Strand, Novasol samt Cofman. Og der er RO naturcamp, som ser virkelig hyggeligt ud.

FOTO: Louise Herby. En vejbod med marmelade.

Indkøbsmuligheder på Fejø

På øen Fejø kan du handle de mest gængse dagligvarer hos købmanden LET-KØB, som ligger ca. midt på øen. De har alt det almindelige plus lidt ekstra. Det er faktisk en ganske fin købmand, som er større end andre små købmænd. Du kan købe alt fra mælk, æg og brød til bagerbrød, sodavand og magasiner. Skal du have bagerbrød, skal du være tidligt ude. Priserne er ganske fornuftige men måske en lille smule over discount. Du kan med fordel handle stort ind på Lolland og så supplere op hos købmanden efter behov. Jeg vil til enhver tid anbefale at støtte de lokale butikker, både på Fejø og andre steder. Men det vil selvfølgelig også være ærgerligt, hvis der er udsolgt af noget.

Inspiration til gode oplevelser med børn i Danmark

Udover købmanden er der forskellige gårdbutikker rundt omkring på øen, der sælger bl.a. æg samt frugter og grøntsager. Og så kan du proviantere lidt hos bl.a. Fejø Mølle samt Kernegården, alt efter sæson. Find en opdateret oversigt her. Der er også flere private boliger, der holder garagesalg, hvis du lige står og mangler noget porcelæn, tøj eller andet.

FOTO: Louise Herby. Frokost.

Spisesteder på Fejø

I de år jeg er kommet på Fejø har det været lidt svingende med spisestederne. Både i forhold til sæson og åbningstider men også i forhold til ejere. Jeg vil derfor anbefale dig at holde dig orienteret, inden du tager til Fejø. Overvej også at booke bord på forhånd. Her kan du se en oversigt over spisestederne på øen Fejø. Jeg har spist alt lige fra is, brunch og kage til stegt flæsk på Fejø, men nogle af stederne eksisterer ikke længere, så det er svært for mig at komme med en reel anbefaling.

Min guide til øen Fejø
FOTO: Louise Herby. 1. Fejø Mølle. 2. Skilt ved Skalø.

Seværdigheder på Fejø

Du kan opleve mange hyggelige ting på Fejø og langt det meste i gåafstand, hvis du er frisk på en vandretur. Der bl.a. Dybvig Havn, Fejø Kirke, Fejø Mølle, Skalø m.m.

Fejø Mølle er over 110 år gammel. Jeg har været der med min niece, hvor påskeharen havde lagt chokoladeæg til øens børn. Og så har jeg spist kage og drukket kaffe der, og der har været et band, der spillede musik. Læg mærke til det fine lille toilet udenfor med et hjerte på døren.

Skalø er en lille hyggelig ø nordvest for Fejø. Der er ikke ret meget at opleve på Skalø, men der er en lille bitte havn og en strand. Du kan komme til Skalø ved at følge Herredsvej ud i Skaløvej, og det er den eneste vej. Du kan køre i bil, cykle eller gå dertil. Øen er ikke forbundet med vand.

Min guide til øen Fejø
FOTO: Louise Herby. Dybvig Havn.

Oplevelser på Fejø

Hold øje med Fejøs hjemmesider, se et par afsnit længere nede. På Fejø kan du opleve både æblets dag, pinseoptog, turismens dag, påskehare jagt ved Fejø Mølle mv. Fejø er virkelig en skøn ø, og de lokale samt erhvervsdrivende gør rigtig meget for at holde liv i øen.

Min guide til øen Fejø
FOTO: Louise Herby. Fejø marmelade bygningen.

Børn på Fejø

Jeg har ikke selv haft min søn med på Fejø, så derfor har jeg ikke rigtigt lagt mærke til, hvor børnevenligt der er. Men min søster har haft min niece med, fra hun var helt lille, og det har hun elsket. Det er dog klart sjovest i sommerhalvåret, hvor vejret ikke er så råt udenfor. Alt er bare sjovere, når der er fri adgang til vand og is.

FOTO: Louise Herby. Et sjovt skilt.

Seværdigheder i nærheden af Fejø

Hvis du alligevel skal til Fejø, kan du med fordel stikke snuden forbi både Knuthenborg Safaripark og Dodekalitten, begge dele på Lolland. Bandholm Badehotel skulle også være en ret fin oplevelse. Og så har du Femø, som du kan sejle til fra Kragenæs Havn.

Gode links vedr. Fejø

Foruden de links der er placeret i teksten ovenfor, vil jeg anbefale dig at kigge forbi her:

Spørgsmål?

Hvis du har nogen spørgsmål til mig omkring Fejø, er de meget velkomne i kommentarfeltet her nedenfor. Hold dig endelig ikke tilbage.

På søndag kan du klikke forbi min skønne blogkollega Helle fra Helles Univers, som vil udgive en guide til naturskønne oplevelser i Nordjylland. Den glæder jeg mig rigtig meget til, fordi vi i år har planer om at holde sommerferie i Jylland. Følg også meget gerne med hos Bloggers By Heart for mere ferie inspiration på deres Instagram profil.

Guide til Fejø

2 Comments

  1. Gitte
    14. august 2022 / 08:48

    Hej Louise, ved du hvor langt, der er fra havnen i Vesterby til kirken? Kan man gå? Mvh. Gitte

    • Louise
      Forfatter
      14. august 2022 / 13:19

      Hej Gitte

      Ja, det kan man godt. Det tager nok en times tid afhængig af tempo. God tur 🙂

      Kh. Louise

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.

error: Indholdet er beskyttet!