Det er de færreste, der synes, det er sjovt at flytte. Sådan har jeg selv haft det. Men som jeg er blevet ældre, kan jeg se flere fordele ved en flytning. Det er bl.a. en genial måde at få ryddet op og ud i sine ting på. Jeg har flyttet en del gange som voksen. 5 gange. Og jeg har hjulpet familie og venner med at flytte endnu flere gange. I den periode har jeg samlet nogle flyttetips sammen, og dem vil jeg gerne dele. Måske du står over for en flytning nu eller snart. Her kommer de. Mine bedste flyttetips.
Mine bedste flyttetips
Begynd i god tid
Sørg for at komme i gang med at pakke dine ting ned i god tid. Det her tip er alfa og omega, medmindre du bor på meget få kvadratmeter og kun ejer meget få ting. Grunden til at det er vigtigt at komme i gang i god tid er, at der altid kommer noget uforudset ind fra højre. Hvad enten det er noget overarbejde, en opgave på studiet, eller noget tredje.
Sæt tid af
Det er vigtigt, du sætter tid af til at få pakket dine ting ned. Ikke noget med at sige ja tak til overarbejde eller et cafébesøg med veninderne. Altså, nu skal det sociale jo ikke ødelægges, men sørg for at sætte tid af til at få pakket dit hjem ned. Som jeg skrev ovenover, kan tiden hurtigt skride.
Pak det ned du ikke skal bruge
Sørg for at få pakket alt det ned, du ikke skal bruge i hverdagen. Er det bare dig, der skal flytte, kan du pakke alt service på nær måske 1 eller 2 tallerkener, 1 sæt bestik, en kop, et glas. Måske lidt mere afhængig af dine vaner, antal personer i husstanden og antal gæster i den nærmeste periode.
Pak alle dine yndlings ting
Hvis du ved, hvad der er dine yndlings ting i dit hjem, kan du starte med at pakke dem ned. F.eks. alt dit nips såsom vaser, skåle, bøger mv. Chancen for at du skal bruge dem i den næste periode er ret lille.
Aflever lånte ting
Har du nogle ting, du har lånt af andre, så sørg for at få dem afleveret tilbage hurtigst muligt inden flytningen. Så slipper du for at skulle flytte de ting med. Det kan f.eks. være biblioteksbøger, en venindes tøj, din mors fonduesæt. Ja, hvad ved jeg.
Find inspiration: Gratis billeder til dine vægge
Sælg ud af dine ting
Hvis du i god tid inden flytningen ved, at du ikke har plads til at tage alle dine ting med dig, kan du begynde at sælge ud af dem. Det kan også være, du flytter til noget større, men mange af dine ting ikke er yndlings. Har du f.eks. +10 vaser, så er de måske ikke yndlings alle sammen. Du kan sætte dine ting til salg mange steder; Kirppu, Børneloppen, DBA, Facebook Marketplace, Reshopper mv. Hvis du ikke har tid til at tage dig af salget, så book en stand hos f.eks. loppesupermarkedet Kirppu. Her skal du kun koncentrere dig om sætte din stand op og har ikke dialogen med købere. Har du minimalt med tid og overskud, kan du aflevere til familie eller veninder (efter aftale), Røde Kors, Red Barnet mv. Der er en løsning for alle.
Pak efter rum
En fejl jeg selv har lavet flere gange har været at pakke ting til forskellige rum sammen. Sørg for at samle ting til dit køkken og skriv køkken uden på kassen osv. Det er bare så fjollet at stå og mangle en stegepande, et håndklæde, gummistøvler eller lignende og så ikke vide, i hvilken kasse det befinder sig. Og endda i hvilket rum.
Pak en separat taske
Sørg for at pakke en taske med de vigtigste ting til den første dag/nat. Det kan f.eks. være tandbørste, tandpasta, et sæt tøj, undertøj, oplader til din smartphone, toiletpapir, en lille madpakke osv.
Prøv the packing party
Når du nu er flyttet, kan du prøve the packing party, som Ryan fra The Minimalists selv har prøvet. Pak kun det ud, du skal bruge nu og her. F.eks. din pande, din dyne, din jakke, dit håndklæde. Alt andet lader du blive nede i dine flyttekasser. Saml det evt. i et separat rum eller et hjørne af din stue. Efter 4 uger, eller måske 2 måneder, kan du skille dig af med resten. Chancen for at du får brug for det er lille, med mindre det er sæsonbetonet som julepynt eller badetøj.
Har du nogle gode flyttetips i ærmet, du vil dele ud af?
Jeg synes at det er rædselsfuldt at flytte.
Jeg står selv i det lige nu. Jeg har heldigvis halvanden måned med to lejligheder, så jeg kan gøre det lidt i mit eget tempo og jeg kan rykke og sætte ting på plads løbende. Og ja alt bliver målt og vejen om jeg kan skaffe mig af med det. Og der er da røget lidt ud 🙂
Forfatter
Hej Ida
Ja, det er rigtigt. Tillykke med lejligheden i Nordhavn 🙂 Uh, luksus med halvanden måned med 2 lejligheder. Vi havde 2 uger, da vi flyttede i huset. Det var lige presset nok, men vi klarede det. Det var heldigt, der ikke var så meget renovering, ligesom du også kan flytte direkte ind.
Nej, det er ikke sjovt at flytte, men det er en god måde at få ryddet op og ud på 🙂 Jeg tror på, det er en sund øvelse. Jeg prøver at skille mig af med noget hver dag. Om det så bare er et stykke papir 😂
Kh. Louise