Sidste år var jeg ledig på arbejdsmarkedet. For første gang siden jeg færdiggjorde min Markedsføringsøkonom tilbage i 2008. I den tid jeg var ledig lærte jeg meget om mig selv men også om at søge arbejde. Derfor vil jeg gerne dele mine bedste råd til jobsøgning. Hvem ved, måske kan du, eller en du kender, få brug for dem. Du kan altid bogmærke linket, så du kan finde tilbage hertil, hvis uheldet skulle være ude. Inden jeg kaster mig ud i mine bedste råd, vil jeg lige pointere, at det ikke er en facitliste. Det er blot, hvad jeg vil anbefale at fokusere på. Ligeledes kender jeg heller ikke de nuværende regler på jobsøgningsmarkedet eller de gældende tilbud her under COVID-19.
Hold dit CV opdateret
Sørg altid for at holde dit CV opdateret. Også selvom du er i arbejde. Jeg kan huske, jeg sad i en opsagt stilling, og jeg blev spurgt om mit CV til en anden stilling. Først skulle jeg lige opdatere det, og så ville jeg bagefter gerne sætte det pænt op grafisk. Tiden gik og først efter et par dage fik jeg sendt det afsted. Der kan ske meget på et par dage. Måske har vedkommende allerede fundet en anden til stillingen.
Gør brug af din a-kasse
Uanset hvilken a-kasse du er medlem af, har de sikkert nogle tilbud. Jeg er selv medlem af CA a-kasse og har været det i omkring 10 år, fordi deres tilbud passer godt til mine behov. De afholdt sidste år både jobsøgningscafé om mandagen og gode kurser hver måned. Mon ikke de afholder noget online her under COVID-19. Jeg deltog på 2 kurser sidste år. “Skriv kreative ansøgninger” og “Få en stærk LinkedIn profil“. Begge glimrende kurser jeg fik meget ud af. Udover det havde jeg gode møder med en af deres vejledere.
Læs eller genlæs: Lidt omkring mit nye arbejde
Deltag i 4 ugers erhvervspraktik
Som ledig har du mulighed for 1-4 ugers erhvervspraktik. Jeg var i praktik efter kun 2 uger som ledig, som marketingmedarbejder hos mit blognetværk Bloggers By Heart (reklamelink). Det er reklame, da jeg er ambassadør for netværket. I de 4 uger fik jeg lov til at hjælpe Katrine & Lise med en masse spændende opgaver, og da vi kendte hinanden, havde jeg stortset frie hænder. Jeg ved, at de har været glade for mit output, og jeg har endda fået en fin anbefaling af dem. Win win. Det eneste minus ved de 4 uger var for mig, at jeg stadig skulle sende 2 ansøgninger hver uge, og derfor måtte jeg bruge mine aftener og weekender på dem. Du kan komme i praktik i 1-4 uger, og du må komme i praktik, så meget du har mulighed for, bare det er hos forskellige virksomheder. Dit jobcenter skal godkende praktikken. En praktikperiode kan både give erfaring og et job på hånden, hvis der er plads og råd hos den enkelte virksomhed.
Brug LinkedIn
LinkedIn er et fantastisk sted at være og et rigtig godt værktøj til især jobsøgning. Jeg har haft en profil på LinkedIn i knap 12 år og kan varmt anbefale det. Det var faktisk gennem LinkedIn, jeg blev kontaktet ang. mit nuværende arbejde. Jeg hører også ofte om bekendte, der er blevet prikket til af headhuntere, fordi de har fundet deres profiler interessante. Så bare se at komme i gang. Og husk nu endelig et billede på din profil. Som noget forholdsvis nyt, kan du sætte en grøn ramme med #OPENTOWORK på dit profilbillede. Det synliggør, at du er, ja – open to work, klar til nye udfordringer. Det er aldrig for sent at få en LinkedIn profil.
Videreuddan dig
Føler du, du er gået helt i stå, så overvej at videreuddanne dig. Jeg købte selv adgang hos GoLearn, hvor jeg tog (det meste af) et 6 timers Google Analytics kursus med Jacob Kildebogaard. Det var helt sikkert spændende, men jeg døde lidt i det undervejs, da jeg ikke kunne teste mine data uden en webshop. Derfor nåede jeg desværre ikke at få et certifikat. Og jeg var ikke 100% begejstret for GoLearn, på det tidspunkt i hvert fald. Der findes også mange gode gratis kurser, og YouTube får altid en kæmpe anbefaling fra mig. Undersøg også dine muligheder som ledig. Jeg var heldig at få adgang til kurset Digital Markedsføring hos Bigum&Co. Det kursus har givet mig de bedste redskaber til min arbejdsdag.
Husk at holde pauser
En af de fejl jeg gjorde tidligt i forløbet, var at sidde med CV, ansøgninger mv. hele dagen fra kl.8-16. På den måde endte jeg med at være langt mindre effektiv, og det at skrive en ansøgning hang mig langt ud af halsen. Da jeg begyndte at bryde min dag op, gik det langt bedre. F.eks. sad jeg ved min PC fra kl.8-12, og fra kl.12-16 lavede jeg noget helt andet. Ryddede op og gjorde rent i hjemmet, kørte ud for at klare et par ærinder, holdt lang frokostpause, læste i en bog, gik en tur, hentede min søn tidligt fra vuggestuen osv. Det at jeg vidste, jeg gerne ville slutte jobsøgningen kl.12 gav mig lidt ekstra motivation til at være produktiv. Nogle dage satte jeg mig på et bibliotek eller en café for at få lidt luftforandring. Det hjalp også på humøret.
Netværk, netværk, netværk
Mit sidste råd er mit absolut vigtigste råd. Netværk er alfa og omega i en jobsøgningsproces. Det lærte jeg lidt på den hårde måde, da jeg pludselig stod og var arbejdsløs. Uden netværk er vi ingenting. Sørg for at holde gang i dit netværk; familie, venner, bekendte, tidligere studiekammerater, tidligere kollegaer. Hold kontakten. Det skal selvfølgelig være oprigtigt og med indhold. Ellers duer det ikke. Da jeg fik arbejde sidste år var det gennem mit netværk. En tidligere kollega kom i tanke om mig og kontaktede mig via LinkedIn.
Har du selv nogle gode tips i ærmet til jobsøgningsprocessen? Del dem meget gerne i kommentarfeltet ❤
Rigtig gode råd, som jeg her nærlæst, da jeg jo er på udkig efter et nyt job.
Og tak for tippet med den grønne kant på Linke dinke. Den funktion kendte jeg faktisk ikke?
Kh
Louise M
Forfatter
Så dejligt du kan bruge dem, Louise 🙂 Jeg håber, du hurtigt finder ud af, hvor du skal hen.
Jeg har heller ikke selv prøvet dem (de grønne rammer), men jeg undrede mig over de mange grønne rammer i mit feed og måtte lige nærstudere 🙂
Kh. Louise