
Uge 17 startede lidt underligt ud, fordi jeg var blevet hjemsendt fra mit arbejde (på hjælpepakke) og måtte altså ikke arbejde. Det var min anden uge som hjemsendt, da jeg også var hjemsendt i påsken.
OP: Min søn havde mulighed for at komme i vuggestuen allerede i mandags, men jeg valgte at holde ham hjemme hos mig. Jeg syntes på ingen måde, det gav mening at sende ham afsted, når jeg nu ikke kunne eller måtte arbejde.
OP: Vi havde en rigtig dejlig uge. Det var skønt bare at være ham og mig og kunne give ham min fulde opmærksomhed, fremfor at jeg skulle arbejde ved siden af.
NED: Min svigerfar havde fødselsdag, og udover ikke at kunne fejre min mor tilbage i marts, kunne vi heller ikke rigtigt fejre min svigerfar. Det er lidt sådan en tam oplevelse med fødselsdage for tiden.
OP: Om lørdagen tog vi i vores lokale skov, hvor min svigerfar og hans kone kom. Det var godt at se dem igen, men især A nød at se sine bedsteforældre. Det var selvfølgelig lidt underligt ikke at kunne hilse rigtigt med kram og at skulle holde afstand. Men vi klarede det, og A havde heldigvis ikke behov for at kramme. Vi gik en tur og satte os og spise dejlig hjemmebagt kage.
OP: Efter en rigtig god oplevelse lørdag valgte jeg at tage A med i bilen og køre til min mor om søndagen. Jeg havde sådan savnet hende, så det var et glædeligt gensyn. Og jeg kunne mærke, at A også nød det. Nu går der nok længe, inden vi ser bedsteforældre og mormor igen, for A skal tilbage til vuggestuen, og så skal vi endnu mindre risikere noget.
Læs eller genlæs: Opskrift på arme riddere – french toast
NED: Vores nabo valgte at klippe sin hæk ned med ca. 30 cm. Den var vokset ret højt, så den trængte helt bestemt. Det så bare knap så kønt ud på vores side, hm.
OP: Heldigvis fik vi udnyttet det gode vejr i weekenden og fik både klippet hækken ned til en pæn, ens længde samt slået græs. Det er altid så dejligt, når det er gjort, men det kræver lidt lige at komme i gang. A elsker heldigvis at være i haven og kunne slå græs hver dag.
OP: Vi fik endelig bestilt en ny stavblender. Vores gamle gik i stykker for et godt stykke tid siden, og det var så dejligt endelig at få sat hak ved det. Vi bestilte den for en rest gavekort tilbage fra vores bryllup og skulle derfor kun betale meget lidt for den.
OP: Udover en stavblender fik vi også bestilt en mælkeskummer. Vi har længe drømt om en, og nu fik vi endelig taget os sammen til at køre dankortet igennem. Vi endte med en Nespresso mælkeskummer. En Nespresso Aeroccino 4 Titan. Den kan også lave koldt mælkeskum til f.eks. iskaffe. Øj, jeg glæder mig til at modtage den.
OP: Mit dankort har været mere eller mindre i hi siden januar, hvor jeg bestilte ny vinterjakke og nye jeans. Og nu skulle det altså være, at jeg fik bestilt nyt tøj. Jeg fik bestilt hele 5 dele, og det bliver så dejligt med forhåbentlig nye favoritter i garderoben.