
Mere end måske nogensinde før går vi op i budget, priser på dagligvarer og ikke mindst hvornår der er billig strøm, så vi kan få vasket tøj. Og med julen lige i hælene, udgiver jeg dette blogindlæg med tips til budgetvenlige julegaver til børn.
Dette blogindlæg er en del af årets julekalender hos Bloggers By Heart [reklamelink], som jeg er ambassadør for. I løbet af december vil bloggerne hos Bloggers By Heart dele ud af gode tips og tricks til at komme godt igennem julen på en god og budgetvenlig måde. Du finder alle opslag her hos Bloggers By Heart på Instagram.
Sæt et budget af til julegaver
Har du sat et budget af til julegaver i år? Det kan være et rigtig godt udgangspunkt at starte fra. I min familie giver vi julegaver for 300kr. til én person, og sådan har det været lige så længe, jeg kan huske. I min mands familie giver vi for lidt mere uden at have noget fast beløb. Med et beløb på f.eks. 300kr. kan jeg hurtigt gennemgå gavemodtagerens ønskeliste og udpege nogle ønsker. Ved at have et fast beløb, bliver jeg heller ikke ruineret. Det er ok at sige til sin familie f.eks. at i år er budgettet lidt stramt, og derfor giver vi for et max beløb. Så er der ikke nogen, der bliver skuffede.
Vær ude i god tid
Jo tidligere du er ude, jo større mulighed har du for at spare penge på julegaverne. I min familie bytter vi gerne ønskesedler inden Black Friday, som er den sidste fredag i november måned. Så er der mulighed for at købe lidt julegaver med rabat der. Jeg har hørt om nogen, der køber julegaver i det tidlige efterår, og det kan give rigtig god mening. F.eks. har Fætter BR 365 dages fortrydelsesret, så barnet har stadig mulighed for at bytte sin julegave, hvis han eller hun f.eks. har fået 2 ens. Det er lidt sent at være ude i god tid nu, men der er stadig Black Friday lige rundt om hjørnet. Du kan også være heldig, at der er penge at spare helt op mod juleaften, men det er virkelig et sats. Og det er for det meste på julekalendere og den slags, der ikke altid kan gemmes til næste år.

Køb brugt
Overvej at købe årets julegaver brugt. Den her deler virkelig vandende, og her skal du lige overveje, om det er til dit eget barn eller en andens barn. Inden Alexander kom til verden, var jeg ikke så vild med at købe alt brugt. I dag køber jeg både tøj og legetøj brugt til Alexander, og noget af mit yndlingstøj er købt i min lokale Røde Kors butik. Udfordringen med second hand gaver er, at de ikke kan byttes. Og det er ikke lige alle børn, der kan forstå det. Alexander er blevet rigtig god til at forstå, at vi kan få mere for vores penge ved at købe brugt. Og at vi kan sælge ting videre, som ikke længere har værdi for os eller skaber glæde. Det legetøj vi med glæde køber brugt er især mærkevare legetøj såsom Magnatiles magneter, Micro Machines biler og Brio togbaner. Aynyways, min pointe er, at du lige bør rådføre dig med barnets forældre, hvis det ikke er til dit eget barn. De fleste er efterhånden ok med det, men der er også mange, der gerne vil have nye ting og med byttemærke på, og det er fair nok.
Steder at købe brugt
Personligt kan jeg godt lide at købe brugt til børn hos loppesupermarkederne Børneloppen og Kirppu. Der kan du virkelig gøre dig nogle gode fund. Børneloppen er med ting kun til børn, og på deres hjemmeside kan du søge efter f.eks. “Brio” og vælge den butik tættest på dig. Det er ganske enkelt genialt, fordi du næsten ikke kan ende med at køre forgæves. Jeg har endda set, de nogle gange har taget imod betalinger via Mobile Pay via deres Facebook sider. Så kan du blot hente det en anden dag. I Allerød har vi en rigtig stor og flot Red Barnet butik, hvor de sælger børnetøj og legetøj i god stand til næsten ingen penge. Sidst jeg var der, købte jeg både Trash Pack figurer og Geomag magneter. Jeg har en regel med mig selv om, at jeg kun må købe noget der, når jeg har afleveret en pose eller kasse med noget andet. Win win for alle.
DIY gaver
Hvis du er god til DIY [Do It Yourself], og du ved, at f.eks. din datter ønsker sig et dukkehus, kan du finde et billigt eller måske endda gratis dukkehus på Facebook. Der er mange lokale Facebook grupper, hvor du kan spørge efter et dukkehus. Ofte har jeg set andre mennesker give ting væk gratis, fordi de alligevel skulle køre det på genbrugspladsen. Så brug dit netværk. Måske har du en slat gammel hvid maling stående i bryggerset og lidt blomstret tapet. Din datter vil elske det.
Byt til nyt
Er budgettet virkelig stramt, og har du dårligt råd til DIY eller brugte gaver, kan du måske bytte dig til julegaverne. Måske har du en veninde eller kollega med jævnaldrene børn, der gerne vil bytte.
Læs eller genlæs blogindlægget: Gode idéer til pakkekalendergaver til små børn
Det var mine tips til budgetvenlige julegaver til børn. Skal du give mange julegaver i år, og har du nogen gode sparetip i forhold til budgetvenlige julegaver til børn? Vi giver kun julegaver til Alexander og hans 2 kusiner i år. Det passer mig glimrende, da jeg hellere vil nyde julen end at rende rundt og købe julegaver til hele den pukkelrykkede. Men uanset vil jeg altså gerne spare lidt, så de kan få mest muligt for pengene.
Husk endelig at følge med i årets julekalender hos Bloggers By Heart på Instagram. Der kommer bl.a. indlæg hos dygtige Bianca fra Home By Bianca og bageglade Lene fra Bagvrk.dk.