Med mig på bryllupsrejse til Barcelona havde jeg disse to solplejeprodukter fra Green People. Jeg ved godt, at det er blevet efterår i Danmark. Men, måske er du heldig at skulle rejse i den kommende tid. Eller endnu bedre, til vinter. Og i den forbindelse kan du jo have Green People produkterne med i dine pakke-overvejelser. Jeg napper selv en tur til Ystad Saltsjöbad, inden der kommer en lille baby. Men der får jeg desværre ikke brug for solcreme. Husk at både solcreme til ansigtet og after sun lotion kan bruges året rundt for at beskytte huden.
Læs også: Jane Iredale PureGloss lipgloss
Green People er ikke noget nyt mærke, men jeg har først lært det at kende denne sommer. Mærket stammer helt tilbage fra 1994 og beskriver sig selv som “UK’s mest populære naturlige og økologiske hudplejebrand”. De har mange certificeringer, bl.a. Eco Cert og Cruelty Free, og har vundet et hav af priser. Desuden bliver 10% af Green Peoples omsætning doneret til velgørenhed. Det er dælme flot. Green People tester ikke på dyr, og de bruger ikke skrappe kemikalier. De har altid fri levering, og hvis du tilmelder dig deres nyhedsbrev, får du 10% rabat på din første ordre.
Jeg har testet både en solcreme til ansigtet og en after sun lotion, og begge produkter er til sensitiv hud. Jeg har haft en rigtig god oplevelse med solplejeprodukterne og glæder mig til at prøve nogle af de andre produkter. De laver nemlig også shampoo mv.
Green People Scent-Free Facial Sun Cream
Solcremen til ansigtet indeholder solfaktor 30. Jeg bliver heldigvis sjældent rød i hovedet, så jeg foretrækker faktor 30 i ansigtet. Til gengæld må det gerne være faktor 50 på kroppen. Bare kald mig bleg, haha. Ej, jeg har prøvet at blive forbrændt, og det er hverken sjovt eller pænt.
I Barcelona brugte jeg først en dagcreme og gik ned og spiste morgenmad. Når jeg kom op på værelset igen, tog jeg denne solcreme i ansigtet. Den har brug for lige at sidde fem minutters tid og trænge ind, inden du går ud ad døren. Til gengæld trænger den så rigtig godt ind og beskytter huden i mange timer. Jeg kom i hvert fald kun solcreme i ansigtet om morgenen. Solcremen her indeholder bl.a. grøn te, aloe vera og avokado men er uden parfume. Denne solcreme til ansigtet med 50 ml. i koster koster 169kr. og kan købes lige HER.
Green People Hydrating After Sun
Jeg har altid en after sun lotion ved mig, når jeg opholder mig i solen. Først og fremmest for at dulme eventuel rødmen. Det er nemlig svært at undgå med min blege hud. Jeg er dog blevet meget bedre med alderen til at opholde mig i skyggen midt på dagen. Dernæst bruger jeg after sun lotion for at pleje huden og den farve, jeg har fået. En after sun lotion går nemlig ind og fugter huden og mindsker dermed afskalning. Det ser virkelig ikke kønt ud med sådan et par skaldede skuldre. Jeg har stadig en flot kulør på min skuldre, selvom det snart er en måned siden hjemrejse.
Denne after sun lotion fra Green People har en lækker, blød konsistens. Lidt til den tykke side, men den er nem at smøre ud og fedter ikke. Den trænger ind øjeblikkeligt, og jeg glemmer hurtigt, jeg har den på. Samtidig er den rigtig drøj i brug. Den har en dejlig og frisk duft af mint og indeholder derudover aloe vera og morgenfrue. Der er 100 ml. i denne after sun lotion, og den kan købes lige HER til 110kr. Den findes også i en udgave med 200 ml. i.
Husk at du altid er velkommen til at stille mig spørgsmål her i kommentarfeltet eller på e-mail. Både omkring Green People mærket, de to produkter eller noget helt tredje. Ha’ en rigtig skøn lørdag og weekend!
De to Green People produkter er modtaget i forbindelse med bloggen. Jeg har selv valgt at skrive om dem. Holdningerne er som altid mine egne.