På tur med Rejsekortet

Det skal ikke være nogen hemmelighed, at jeg er rigtig glad for min bil, som primært bringer mig til og fra job og dermed sparer mig for en masse tid. Men det er også den eneste grund til, at jeg købte den sidste år. Hvis jeg skal ind til byen efter job eller i weekenderne, så foretrækker jeg klart at rejse med det offentlige og bruge Rejsekortet. Det er utroligt nemt, og jeg skal ikke tænke på først at komme ind til byen, finde en parkeringsplads samt betale i dyre domme for at parkere.

Jeg har haft mit Rejsekort i lidt over et år nu, og jeg er meget tilfreds med at bruge det. Jeg har hørt, at nogle har haft nogle dårlige erfaringer med det, men mit har altid fungeret til UG. Faktisk bruger jeg det ugentligt. Det betyder så meget for mig, at jeg ikke skal stå med et bøjet klippekort eller tælle zoner. Jeg er tosset med Rejsekortet og har det altid med mig i tilfælde af en spontan tur. Og så har jeg automatisk tank-op på mit kort, hver gang jeg rammer 50kr. Ja, så slipper jeg også for at stå i kø i DSB kiosken.

For et par uger siden tog jeg min kæreste og Rejsekortet i hånden, og vi tog en bytur ind til København. Da vi var to, der skulle afsted på samme kort, gik vi blot hen til standeren lidt længere væk og valgte at checke to ind, før vi scannede mit kort. Easy peasy. Vi valgte at tage toget direkte til Nørreport og checkede så ud, da vi nåede dertil, fordi det var vores destination. Med et Rejsekort skal der checkes ind, hver gang der skiftes transportmiddel. F.eks. tog – check ind, tog – check ind, bus – check ind – check ud. Og så checkes der ud ved destinationen. Husk altid at checke ud, så I ikke får en bøde på 50kr.

Vi valgte at spise frokost i Torvehallerne, som er et af mine favoritsteder i indre by. Og det er i øvrigt umuligt at finde en parkeringsplads derinde – jeg har prøvet det adskillige gange. Selve frokosten blev indtaget på Un Mercato, hvor vi fik den bedste frokostmenu med sandwich, rosmarin pommes frites og basilikum mayo. Prøv det! Efterfølgende gik vi en tur ned ad Strøget og kiggede butikker samt spiste en is fra Paradis Is, inden vi tog metroen fra Kongens Nytorv (check ind) til Nørreport station (check ind igen) og hjem (check ud).

Bruger I selv Rejsekortet? Og hvis ja, er I så tilfredse med det? Hvis I har nogen spørgsmål, så stil dem bare her. Jeg vil selv mene, at jeg er superbruger, haha. I kan også læse mere om Rejsekortet HER, og så vil jeg pointere, at det ikke koster noget at oprette kortet. Dog skal der sættes 100kr. ind fra starten, så der er noget at rejse for.

Indlægget er sponsoreret, men holdningerne er mine egne

 

Share:

2 Comments

  1. 23. april 2014 / 11:46

    Dejligt endelig at høre fra nogle, der synes det fungerer… jeg ved, at der bliver registreret meget få problemer… men det er altid dem man hører om.
    – Jeg har ikke selv ét… er mest til cykel og bil.

    • Lullumut
      Forfatter
      24. april 2014 / 22:18

      Jeg brugte kortet så sent som i går, og det fungerer altså bare. Min bedste ven i byen 😉 Det er rigtigt, at der altid er fokus på problemerne, desværre. Jeg er også rigtig meget til bil, men det kommer an på, om det er motorvej eller indre by, haha 🙂 En cykel ejer jeg desværre ikke pt..

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.

error: Content is protected !!