
Kalenderen siger marts måned. Og sikke en skrækkelig måde vi er kommet ind i marts på. Med fuld fart på krigen i Ukraine. Det føles som et rigtig ondt mareridt, og jeg kan næsten ikke være i mig selv. Jeg følger nyhederne slavisk, og jeg har grædt flere gange. Jeg har ingen ord for det, der foregår. Men hvorom alting er går livet videre for mig og min privilegerede familie i Danmark, og således deler jeg mine planer for marts 2022. Og jeg vil bl.a. bruge måneden på at kysse og kramme mine nærmeste ekstra meget ❤
Mine planer for marts 2022 er at..
Slægtsforske. Jeg har ville begynde på slægtsforskning i flere år men er aldrig kommet i gang før nu. Jeg er kvart ukrainer, da min mormor er fra Ukraine, og det føles mere rigtigt end nogensinde at begive mig ud i det. Det er overraskende nemt, og min mor har hjulpet med en masse navne på hendes side af familien. Efter kun få dage er jeg oppe på 6 generationer og 58 personer. Jeg bruger MyHeritage, hvis du også har lyst til at give det et forsøg.
Tage på dates. Dates med min mand er mere eller mindre ikke eksisterende for tiden. Vi har kun en enkelt pasningsmulighed, og udover det har Alexander suget sig fast som en tæge. En dejlig en, naturligvis. Men det er lidt hårdt for forældrene. Det er nu lykkedes os at samle ikke mindre end 3 Dately bokse sammen, så mon ikke marts bliver måneden, hvor vi får taget dem i brug? Det håber jeg ❤
Spise med min mødregruppe. Vi skal prøve Restaurant Teddy i Hillerød for første gang. Normalt holder vi os til at støtte de lokale restauranter i Allerød, men langt inden klokken er slået 22, er de ved at vaske gulv under vores borde. Og der er vi altså kun lige begyndte at snakke. Teddy har åbent til kl.02, så der skulle være rig mulighed for at få snakket igennem.
Tage til barnedåb. Min venindes søn er for længst blevet 1 år, og pga. corona blev barnedåben flyttet fra efteråret. Så, nu prøver vi igen. Jeg glæder mig til en hel formiddag i børnehøjde. Og brunch som andre har lavet. Egentlig glæder jeg mig bare til at komme ud.
Tage til Zumba. Efter en pause på 2-3 måneder er jeg endelig kommet ind i en rytme igen med Zumba en hverdagsaften om ugen. Det må da for pokker kunne lade sig gøre. Jeg kan allerede efter 3 uger mærke mere energi og overskud samt et bedre humør.
Fejre min mor. Min søde mor fylder 71 år, og jeg glæder mig til at fejre og forkæle hende ❤ Sidste år havde jeg taget en fridag på hendes fødselsdag, men jeg var desværre nødt til at tage på arbejde, så jeg håber på at kunne få det til at hænge sammen i år.
Jeg vil opleve..
Forårets komme og lysere dage. Jeg kan allerede mærke energien komme tilbage med de smukke vintergækker mv. udenfor.
Jeg vil spise/drikke..
Masser af nødder til min tørre hud. Og alt godt med jern. Jeg er bloddonor, og de sidste par gange er jeg blevet sendt hjem med jerntabletter pga. jernmangel, og dem er min mave altså ikke så glad for. Så jeg må tage gaflen i egen hånd og spise mere jernholdig mad. Jeg vil også huske at drikke mere vand, fordi min krop trænger til et boost af fugt.
Læs eller genlæs: Anmeldese af Super Skinny Serum til håret
Jeg vil købe..
Sorte basis T-shirts. Sæsonen for uldtrøjer nærmer sig så småt en ende, og jeg glæder mig til at trække i noget lettere. Gerne et par pæne sorte t-shirts, jeg kan dresse både op og ned. Jeg ejer kun 4 t-shirts, og ingen af dem er helt almindelige.
Jeg vil se..
En film i biografen. En hvilken som helst film, men helst en sjov en. Jeg trænger til at komme ud af min vinterhi. Og så vil jeg se videre på SUITS. Min mand og jeg er for nylig begyndt på sæson 6 efter flere års pause.
Jeg vil lytte til..
Farruko med Pepas. Den er svær ikke at danse til.
Jeg vil læse..
Building a storybrand af Donald Miller. Jeg er godt i gang med den og forventer at læse den færdigt i marts. Jeg er også i gang med en anden bog, The Minimalist Home. Bagefter vil jeg læse en bog af Colleen Hoover. Jeg elsker hendes bøger. De er fantastiske.
Det var mine planer for marts 2022. Hvad er dine planer for marts?
Jeg var slet ikke klar over, at din mormor var fra Ukraine. Verden i dag er så forfærdeligt. Min bedstefar har slægtsforsket. Det er rigtig spændende og interessant at se, hvor ens rødder er fra. Og MyHeritage er god til også at sige, hvor slægten er i dag 🙂
Stort tillykke med med din mor 🙂 Håber at du kan få fri og I kan fejre dagen sammen 🙂
Forfatter
Hej Ida
Tak for din kommentar 🙂 Jeg beklager det sene svar..
Nej, vi har vidst heller ikke snakket så meget om det. Jeg er kvart ukrainer og kvart polak.
Ej hvor spændende. Så skulle alt hans research gerne ligge tilgængeligt til dig, hvis du vil gå i gang med det en dag 🙂
Tusind tak, jeg har heldigvis fået godkendt min fridag 🙂
Kh. Louise