Mine planer for juni 2021

Mine planer for juni 2021
FOTO: Louise Herby. Frokost på NOHO i Kødbyen.

Ligesom det sidste års tid har været én stor uforudsigelighed, var maj måned også noget uforudsigelig. Bedst som jeg troede, jeg havde et overblik over måneden, skete der ændringer. Maj bød foruden mine eksisterende planer på et spændende blog-samarbejde, en ny trampolin på vores legeplads og et par ture i Fitness World. Desværre bød maj også på en bisættelse af min ene onkel. Det er vildt, som en måned kan tage en drejning. Her kommer mine planer for juni 2021.

MINE PLANER FOR JUNI 2021 ER AT..

Holde 1 uges ferie. Det bliver vores første uge ud af 3 uger, og vi kunne desværre ikke komme til at holde dem sammenhængende, så den første uge ligger lidt tidligt. Uanset skal det nok blive dejligt, og jeg har lagt gode planer for den uge.

Få lavet øjenbryn. Jeg er blevet tippet om Serious Beauty i Værløse, og jeg skal have booket en tid i min ferie til brow styling. Har du erfaring med den slags behandling?

Tage til fødselsdag. Min svigerindes mand har fødselsdag og skal fejres.

Tage i Fitness World. Jeg har været afsted 1 gang hver uge de sidste par uger, og selvom det kun blev til 2 gange i 2020, er jeg allerede hooked. Det er sjovt og giver mig en masse energi. Indtil videre har det været Zumba og STEP-hold. Det bedste er at få +10.000 skridt på en helt almindelig hverdag med stillesiddende arbejde foran computeren. Nå ja, og min træningsmakker Christina, der er god til at få mig afsted.

Tage i biografen. Det er et par år siden sidst, ahem, og jeg glæder mig til at komme afsted igen. Jeg håber, der går noget godt i vores ferie, så vi kan få mormor til at passe et par timer imens. Måske vi også kan snige os til en frokost, så det bliver en rigtig date som i gamle dage.

Jeg vil opleve..

Cirkus. Vi har købt billetter til Rasmus Klump x Cirkus Baldoni sammen med min mødregruppe. Mon ikke det bliver hyggeligt.

Bakken. Jeg håber, Alexander og jeg kan finde tid til en tur på Bakken sammen Alexanders mormor. Gerne i vores ferie. Mon ikke der er færre mennesker i hverdagene end i weekenderne. Det tror jeg.

Jeg vil spise..

Friske jordbær. Helst dem vi selv har plukket hos Vejborggård Jordbærcentret. Sammen med mælk, fløde eller vaniljeis. Hvad vi nu lige har i køleskabet/fryseren.

Grillmad. Det er bare om at nyde, at det er nemt og hurtigt lige at smide lidt lækkert på grillen. Og så slippe for at vaske gryder og pander op efterfølgende. Der er noget helt særligt ved grillmad.

Jeg vil købe..

Nye Birkenstock sandaler. Det er lige gået op for mig, at jeg købte mine i 2017, da jeg var gravid, og det er da nogle år siden efterhånden. Tiden går! De er fine nok til at tulle rundt hjemme i haven i og på legepladsen, men de er lige trætte nok til at gå på arbejde i.

En god ansigtscreme med SPF i. La Roche-Posay skulle have en ret god en. Jeg er begyndt at bruge en natcreme fra Allies of Skin, som kræver godt med SPF i ansigtet dagen efter. Så sådan en ansigtscreme er et must.

Ankeljeans. Jeg elsker jeans og går næsten ikke i andet, men her om sommeren må de godt gå til anklerne eller være 3/4. Jeg må se, hvad jeg kan finde.

Jeg vil se..

Noget sjovt. En film eller serie hvor jeg bare kan læne mig tilbage og slappe af og klukle. Noget hvor jeg kan koble fra og sætte mine tanker på standby. Nogen gode bud?

Homeland sæson 8. Vi er lidt bagud, men nu er vi i gang igen, og jeg glæder mig til at få set sæsonen færdig. Den er altså spændende. Omend Carrie er en lidt irriterende karakter.

Jeg vil lytte til..

Noget rart og afslappende. Lana Del Rey, Bon Iver og lignende.

Jeg vil læse..

Building af Storybrand af Donald Miller. Jeg er klar på noget med lidt mere gods i, og denne skulle være ret fantastisk. Jeg begyndte at høre den som lydbog for noget tid siden, men den fungerer bedre fysisk for mig, så jeg kan tage noter.

Det var mine planer. Hvad er dine planer for juni?

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.

error: Indholdet er beskyttet!