
Sol og sommer. Ah, hvor er det skønt. Jeg har allerede holdt en uges ferie her i slutningen af juni, og nu er nedtællingen til næste omgang sommerferie godt i gang. Denne her uge på arbejdet trækker lidt tænder ud, fordi jeg nåede at komme helt ned i gear i ferien. Jeg skulle have haft en ferie lige efter ferien. Anyways, her kan du læse om mine planer for juli 2022.
Mine planer for juli 2022 er at..
Holde sommerferie. Igen. Jeg snupper sidste uge af juli (og så første uge af august), hvor vi ikke har så mange planer endnu. Jeg har mange ønsker og tanker men vil også gerne lade der være plads til spontanitet. Vi har snakket om bl.a. en tur på stranden, bådrundfart, Frøsnapperfestival på Frilandsmuseet og Den Grønne Legeplads i Virum. Hvis vejret er godt, vil jeg i hvert fald gøre mit til at lokke Alexander med ud i stedet for at side inde i stuen og lege med biler, ahem. Tricket er en is og pølsehorn, gerne begge dele kombineret.
Besøge den nye legeplads i Blovstrød. Der er kommet en ny naturlegeplads, som er åbent for offentligheden om eftermiddagen/aftenen og i weekenden. Jeg forestiller mig, vi tager nogle sandwich med og spiser aftensmad der. Det vil Alexander elske.
Male rækværk. Vi begyndte på det sidste år men kom aldrig i mål, og denne sommer skal det altså være.
Spise sushi med min mødregruppe. Hvis der er noget, jeg holder af, så er det sushi og min mødregruppe, så det er et match made in heaven. Vi har ikke været ude sammen siden marts, så det er helt på sin plads.
Finde min nye bil. Nu håber jeg virkelig ikke, jeg kommer til at jinxe det, for jeg har været på jagt efter en erstatning for min elskede gamle Fiat 500 i snart 1 år. Men nu skal det være. Bilmarkedet er crazy for tiden pga. komponentmangel mv, så jeg tør ikke vente på en udskiftning længere. Jeg skal ud og kigge igen i weekenden, og håber jeg ender med en løsning.
Jeg vil opleve..
Tour de France. Jeg har aldrig set eller interesseret mig for Tour de France, men jeg må indrømme, at det er en lille smule spændende, at det kommer til Danmark. Så, måske jeg lige skal se lidt på TV, mens jeg laver noget andet.
Jeg vil spise/drikke..
Søde, røde, danske jordbær. Som vi selv har plukket hos Vejborggård Jordbærcentret i Gørløse. Vi har været afsted de sidste 3 somre, siden Alexander var 1 år, og jeg glæder mig til at fortsætte traditionen. Vi skal spise dem med både mælk og med vaniljeis. Ih, hvor jeg glæder mig.
Is og pølsehorn. Fordi det er vejen til mit barns hjerte jf. ovenstående, haha. Ej, jeg nøjes bare med isen.
Jeg vil købe..
Hvis du læser mine “månedens planer” et halvt års tid tilbage, så er det de samme gamle ønsker, jeg væver rundt i. Men jeg kan simpelthen ikke beslutte mig. Måske det bliver måneden, hvor jeg får besluttet mig for nye havemøbler? Og lidt tiltrængt nyt til garderoben? Fingers crossed.
Jeg vil se..
“Jurassic World 3″. Mon ikke jeg kan lokke min kære mand med, mens mormor passer Alexander. Måske jeg også kan lokke min mor med ind og se “Resten af livet“. 2 meget forskellige film, fordi balance. Jeg savner at gå i biografen. “I gamle dage” gik jeg vel nok i biografen et par gange hver måned.
Jeg vil lytte til..
Lige for tiden er jeg i gang med lydbogen “Det lille konditori i Paris“. Jeg er ikke nået så langt i den, men jeg elskede både “Den lille café i København” og “Det lille bageri i Brooklyn”, så mon ikke jeg også vil elske 3’eren.
Jeg vil læse..
“The JOY of Missing Out – Live more by doing less” af Tanya Dalton. Den har allerede blæst mig bagover og givet mig stof til eftertanke, både i mit arbejdsliv og i privaten. Den har fået ret flotte anmeldelser med på vejen.
Jeg vil forkæle mig selv med..
Et besøg hos Serious Beauty i Værløse. Jeg var forbi Camilla og få ordnet bryn i juni, sidste år. Og jeg har tænkt på det lige siden. Mine bryn er stukket helt af, men jeg har glemt at prioritere en behandling.
Det var mine planer for juli 2022. Hvad er dine planer for juli?