Mine planer for februar 2022

Mine planer for februar 2022
FOTO: Louise Herby. Fastelavnsboller fra Ganløse Bageri.

Det er længe siden, der har været et af de mere personlige indlæg her på bloggen, og således har “mine planer for måneden”-indlæg også manglet. Det hele er gået lidt for stærkt men også lidt for langsomt på samme tid. Jeg har lavet en masse men uden overhovedet at nå noget som helst. Det kan godt være, jeg skal skrive et separat indlæg om det. I hvert fald håber jeg på at få mere ud af februar, end jeg har fået ud af de foregående 3 måneder. Her kommer mine planer for februar 2022.

Mine planer for februar 2022 er at..

Fejre Valentinsdag. Ej, det er slet ikke noget, vi har gjort noget ud af i flere år. Altså, vi har været sammen i 18 år nu, så det hele er blevet meget hverdag og leverpostej. Men det er da en god grund til at forkæle hinanden lidt og hygge om hinanden. Det er i hvert fald en god grund til at bestille takeaway og åbne en flaske vin.

Holde Fastelavn og se MGP. Eller holde er måske så meget sagt. Fejre, gør man det? I hvert fald skal vi til fastelavnsfest med Alexander. Der bliver afholdt noget lokalt, som jeg glæder mig til at kunne tage ham med til. Han har fået en alder, hvor han forstår det sjove i det. Samme weekend er der MGP. Jeg pønser på hotdogs, hjemmelavede stemmesedler og råhygge med min mindste ven.

Læs eller genlæs: Boganmeldelse af Ti små åndedrag

Spise brunch. Jeg skulle have været ude med min tidligere studiegruppe fra CBS og spise brunch i denne weekend, men det blev desværre aflyst pga. sygdommen vi ikke nævner. Jeg håber, vi kan komme afsted her i februar, for vi har ikke set hinanden samlet siden 2019.

Tage på date med Dately. Jeg ved ikke, om du kender Dately, men jeg faldt over en rabatkode på Instagram, og ja, så bestilte jeg et abonnement. Vi har haft introduktionskassen stående i en uges tid nu, og jeg glæder til at tage hul på den. Jeg ved bare ikke lige hvornår. Fordi barn der først sover langt efter kl.20. #lifewithkids Måske det kan blive i kombination med Valentinsdag.

Gå tur med min veninde. Jeg har noget catching up to do med mine relationer og håber på at kunne begynde på en frisk i februar. Måske det bare bliver til en gåtur her og der med alt den smitte. Jeg var selv lagt ned mellem jul og nytår, men derfor skal vi jo stadig passe på hinanden ❤

Jeg vil spise/drikke..

I februar vil jeg gnaske mig igennem et par fastelavnsboller eller 3. Jeg er kommet til den erkendelse, at jeg ikke rigtigt er til dem med fløde. De bliver for vulgære til mig. Jeg vil meget hellere have en af de bløde gammeldags. Måske jeg ender med at bage nogle selv. Jeg har kigget på Lene fra Bagvrks opskrift på hjemmelavede fastelavnsboller. *savle* De her lyder også vildt lækre, men desværre har Alexander peanutbutter allergi, så det vil vi ikke have inden for døren.

Jeg vil købe..

Jeg har ikke noget særligt, jeg gerne vil købe her i februar. Måske skal det være måneden, hvor jeg endelig får slået til på de krydderiglas, jeg har kigget efter i årevis. Det ville uden tvivl gøre noget godt for vores skab med krydderier. *host* Jeg er nået til et punkt, hvor de ydre omgivelser påvirker mig ekstremt meget.

Jeg vil se..

De nyeste afsnit af “And just like that” på HBO og “Emily in Paris” sæson 2 på Netflix. Da min iPad definitivt døde i slutningen af sidste år, har jeg ikke fået set ret meget af noget. Og så vil jeg fortsætte på Suits, hvor vi slap for nogle år siden. Jeg tror, vi nåede omkring sæson 6. Jeg trænger til at se noget, jeg ikke skal forholde mig til.

Jeg vil lytte til..

I februar vil jeg fortsætte med at lytte til podcasts om blogging, iværksætteri og marketing. Jeg har fået blod på tanden til at skabe noget selv. Sådan for real. Det er en drøm, jeg har haft i mange år, men som jeg har tilsidesat af forskellige årsager alt for længe. Men hvo intet vover, intet vinder.

Jeg vil læse..

Efter flere års tilløb har jeg fået købt mig en Kindle, og jeg er vild med den! Det ærgrer mig bare, jeg først fik gjort det nu. I januar fik jeg både påbegyndt og afsluttet en hel bog, og nu glæder jeg mig til at dykke ned i en ny. Den sidste var en selvhjælpsbog, og jeg vakler lidt mellem at læse noget fiktion eller Donald Millers “Building a storybrand”. Sidstenævnte vil jeg uden tvivl elske og både kunne drage nytte af privat og i mit arbejde.

Det var mine planer for februar 2022. Hvad er dine planer for februar?

Følg min blog på Facebook // Følg min blog på Instagram

4 Comments

  1. ida
    5. februar 2022 / 16:13

    Det lyder som en masse dejlige planer. Jeg har aldrig før hørt om Dately, men det er smart 🙂
    Og hyggeligt med catch up med veninder – kunne du have lyst, så melder jeg mig gerne på banen. Må tilstå at jeg savner dit selskab.
    Glad dig til Emily in Paris. Den er bare så hyggelig 🙂 Og And Just Like That, er bestemt også et kig værd 🙂

    • Louise
      Forfatter
      6. februar 2022 / 23:34

      Hej Ida

      Jeg hørte også først om Dately her i 2022 og måtte jo så prøve det 🙂 Vi har dog ikke haft mulighed for at prøve boksen endnu, men jeg glæder mig.

      Det vil være hyggeligt. Mit overskud er, af forskellige årsager, desværre ikke ret stort for tiden, men du er velkommen til at skrive, hvis du er på mine kanter.

      Ja, det er 2 gode serier at koble af til 🙂

      Kh. Louise

  2. 5. februar 2022 / 10:45

    Kære Louise

    Skønne planer ud har for februar. Her går vi nu heller ikke all-in på Valentines, men bruger det mere som en anledning til en hyggeaften med lidt god mad; ofte takeaway.

    Jeg var også gået i gang med ‘Building a story Brand’ men har desværre fået den lagt lidt væk. Men nu vil jeg lade mig inspirere af dig og finde bogen frem fra gemmerne 😉

    Jeg elsker også walks and talks med mine veninder. Naturen er en god healer og jeg synes vi snakker så godt, når vi er ude at gå.

    Nyd din februar og pøj pøj med jeres (Valentines) date night.

    Kh
    Louise

    • Louise
      Forfatter
      6. februar 2022 / 23:21

      Hej Louise

      Tak for din mail 🙂 Den får jeg lige svaret på i morgen, da jeg har været på farten i dag 🙂

      Det er bestemt heller ikke dårligt med lidt takeaway 🙂 Herhjemme har vi fast takeaway dag om fredagen, hvor der ikke skal laves madpakker. Og som oftest bliver det pizza pga. den unge herre, men det kan selvfølgelig også noget 🙂

      Ej hvor godt! Dejligt jeg kan inspirere dig med Story brand bogen 🙂 Jeg har forsøgt at læse og vist nok også høre den et par gange. Uden held. Det duer ikke helt så godt kl.22 en hverdagsaften. Men nu er jeg i gang, og den er godt nok inspirerende 🙂

      Det lyder skønt. For mig er det mest tiden til at komme afsted der kniber, fordi jeg får dårlig samvittighed, hver gang jeg skal være væk i et par timer.

      Tusind tak, i lige måde 🙂

      Kh. Louise

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.

error: Indholdet er beskyttet!