
I dag er vi nået til 3. og sidste uge af vores sommerferie i år. Vi holdt 1 uge i juni og 1 uge i forrige uge. Det er desværre endnu ikke lykkedes mig at finde feriestemningen og det gode humør frem. Jeg håber, det kommer. Vi har nemlig gode planer for denne uge. Og august er altid en travl måned for mig arbejdsmæssigt, så jeg har brug for lige at koble helt fra. Her kommer mine planer for august 2022.
Mine planer for august 2022 er at..
Holde sommerferie. Som nævnt ovenfor går vi ind i den sidste uges ferie i dag.
Tage til Sommerland Sjælland. Meget spontant har vi fået planlagt en tur til Sommerland Sjælland med min mødregruppe i den kommende weekend. Der er virkelig hyggeligt, og vi har kun haft Alexander med, da han var halvandet år. Så det skal nok blive hyggeligt.
Fejre min nieces fødselsdag. Min søsters datter fylder 13 år. Wauw. Jeg husker lige, hun blev født. Nu er hun en stor, dejlig teenager.
Fejre 5 års bryllupsdag. Vildt nok at vi allerede kan fejre træbryllup. Det er ikke noget, vi går så meget op i, men jeg tænker da, at dagen skal markeres. Måske med lidt god mad og en tur i biografen. Jeg håber, min mor har tid til at passe Alexander, så vi kan komme ud et sted.
Tage til Lynge byfest. Lige siden Lynge Byfest i august sidste år har vi snakket om den kommende byfest. Vi glæder os så meget alle 3. Sidste år var Alexander stor nok til at opleve det for første gang (og hvor det ikke var aflyst). Vi glæder os til forlystelser, is, musik, hotdogs og hygge med venner og familie. Der er sågar cirkus den ene aften. Og det hele foregår lige uden for vores vinduer. Ej, men jeg glæder mig.
Jeg vil opleve..
Tivoli. Jeg har ikke været i Tivoli siden julen 2019. Alexander var knap 2 år, og det var til jul. Så vi skal have en rigtig dejlig dag med sjov og ballade, hvor han kan prøve forlystelserne for første gang. Vi skal afsted med min svigerinde, svoger og datter, og vi har booket en overnatning på Tivoli hotel til dagen efter. Det bliver første gang, Alexander skal med på hotel (han var 1/2 år første gang).
Jeg vil spise/drikke..
Burgere på Halifax. Alexander har været vild med pommes frites et stykke tid, men burgere har han først lige fundet interesse for. Derfor har vi aftalt at spise burgere på Halifax en aften i vores ferie. Det er også først gang, vi skal på restaurant.
Koldskål. Og danske jordbær. Fordi det synger på sidste vers.
Jeg vil købe..
Nyt til garderoben. Jeg glemmer tit at prioritere mig selv, men nu er det altså min tur. Jeg mangler sådan ca. alting. Jeans, bukser, bh’er, t-shirts, strømpebukser. En hel del basis. Jeg overvejer også et par have-Crocs i en fin farve, men de er ikke et must.
En cykel med pedaler. Alexander er næsten vokset fra sin løbecykel, og jeg tror, tiden er moden til en cykel med pedaler og uden støttehjul. Jeg vil på udkig efter en brugt model.
Jeg vil se..
Vi drukner i rod, på TV2. Jeg er vild med den serie. Det giver mig sådan et kick til at få ryddet op og ud og sat ting til salg.
Jeg vil lytte til..
En hulens masse lydbøger. Jeg solgte min bil i juli og kører nu rundt i en meget mere moderne bil. Og der kan jeg høre lydbog over anlægget. Det er kæmpe bonus. Jeg vil begynde med at høre Spøgelser af Dolly Adlerton færdig.