Mine opbrugte skønhedsprodukter

ReklameDet er efterhånden meget lang tid siden, jeg har udgivet et blogindlæg omkring mine opbrugte skønhedsprodukter. Det kom sig lidt af, at jeg ikke havde plads til at gemme på de tomme emballager i min gamle lejlighed, indtil jeg fik tid til at skrive om dem. Pludselig havde de hobet sig op, og derfor kom de altså videre til genbrug. Efter jeg er flyttet har jeg imidlertid fået rigtig god plads på mit badeværelse til skønhedsprodukter, og derfor er jeg således begyndt at gemme dem igen. Og det er altså kun til blogindlæg, haha. Bemærk at mine anmeldelser er subjektive.

Hvilke skønhedsprodukter har du sidst brugt op? Som blogger, og selverklæret cremeoholic, er jeg ofte heldig at modtage diverse produkter til at teste, og derfor er det ikke altid, jeg når at bruge mine skønhedsprodukter op. Men for miljøets skyld vil jeg gerne være bedre til at bruge et produkt op, inden jeg tager hul på et nyt, og samtidig bliver alt emballage afleveret til genbrug. Enten på min lokale genbrugsplads, i Matas eller i The Body Shop. Har produktet været et fejlkøb, eller får jeg simpelthen ikke brugt det, efter jeg har testet det, giver jeg det videre til en veninde. Det får ikke lov til at samle støv.

Aviendo Natural comforting face cleanser

Denne ansigtsrens fra danske Aviendo Natural er det første produkt, jeg prøver fra mærket, og jeg har været mere end tilfreds med det. For det første er emballagen meget, meget pæn og eksklusiv at have stående, så alene det gør mig i godt humør. Må indrømme at jeg ikke har haft låget sidende på hele tiden. Det er smart, når ansigtsrensen skal med på farten, men en tidlig hverdagsmorgen blev jeg mere irritabel af det. Derudover er konsistensen rigtig lækker. Den er blød og til den flydende side, uden at den bliver for flydende. Jeg brugte ikke mere end et til to pump (hedder det det?) pr. gang, og den skummede dejligt og gjorde mit ansigt rent og blødt. Den kan i øvrigt uden problemer bruges på kroppen i badet. Duften er tilmed god og behagelig til den parfumerede side. Aviendo Natural er by the way vegansk, uden parabener og ikke testet på dyr. Læs mere om produktet HER, hvor 120 ml kan købes til 99kr. Jeg fik produktet i en goodiebag, så jeg har faktisk ikke undersøgt prisen før nu, og jeg må indrømme, at det er billigere, end jeg havde regnet med. Jeg havde nok regnet med 299kr. Lækkert produkt.

Vaseline intensive care advanced repair body lotion

Det næste produkt er til kroppen og fra Vaseline. Der findes faktisk hele fire body lotions fra Vaseline, men denne til meget tør og sensitiv hud er den første, jeg har nået at bruge op. Min hud er nemlig generelt meget tør, både sommer og vinter, så derfor har denne været god for mig. Cremen er tyk i konsistensen, uden at fedte, og uden duft. En god basiscreme. Jeg har været glad for at bruge den, fordi den blødgør min hud, og så er den tilmed budgetvenlig. Denne body lotion koster 22kr. for 200 ml og kan købes enten i Matas eller sammen med mælken i udvalgte supermarkeder. De har den i hvert fald i min lokale Super Brugsen. Jeg har før købt billig body lotion til en 10’er, og den var ikke en krone værd. Men det er denne fra Vaseline så absolut på trods af prisen. Læs i øvrigt min tidligere anmeldelse af Vaseline HER.

Batiste dry shampoo dark and deep brown

Hånden på hjertet, så er Batistes tørshampoo til mørkt hår blandt mine 10 mest brugte skønhedsprodukter. Jeg kan simpelthen ikke undvære den. For det første bruger jeg tørshampoo flere gange om ugen. Jeg vasker hår to måske tre gange om ugen, og indimellem der bruger jeg så tørshampoo for at spare på hårvasken. Jeg er godt klar over, at tørshampoo ikke nødvendigvis gør noget godt for hovedbunden, men at vaske hår en eller flere gange om dagen, kan heller ikke være godt. For det andet er det de færreste tørshampooer uden farve i, jeg kan bruge. Jeg har simpelthen for svært ved at få børstet den hvide farve ud. Så derfor er jeg altså storforbruger af denne tørshampoo fra Batiste til mørkt hår. 200 ml koster fra ca. 30kr. og kan bl.a. købes HER hos Billigvoks.dk, HER hos Matas.dk samt i Normal butikkerne. Og så har jeg altså en lille bøn til Batiste om, at de laver denne farve i en travel size, så den kan komme med på farten. Jeg har tidligere skrevet om tørshampoo fra Batiste, og du kan læse min anmeldelse HER.

The Body Shop frosted plum shower gel

The Body Shop gør det altid godt, og det har de også gjort med deres Frosted Plum serie. Serien er egentlig en juleserie, så derfor er den ikke til salg lige pt, men lur mig om den ikke kommer igen til november-ish. Det tror jeg, for den dufter afsindigt godt af blommer. Og så er den sæbefri samt indeholder Community Fair Trade sukker fra Paraguay. Nå ja, og så har selve shower gelen den fineste lilla farve, som er lige til at spise, haps. Jeg er generelt vild med The Body Shop og deres holdninger, men hvem er egentlig ikke det. Hvis jeg kun måtte bruge skønhedsprodukter fra ét brand, ville jeg vælge The Body Shop, og så har de tilmed næsten hele paletten af produkter. 250 ml koster 65kr. Hold også øje med de andre juleserier Frosted Cranberry og Glazed Apple. Jeg håber i hvert fald, de alle tre kommer igen til jul.

Tigi Bed Head styleshots extreme straight shampoo

Det sidste produkt i denne omgang er Bed Head shampooen fra Tigi, og jeg har faktisk kun prøvet dette produkt fra mærket. Normalt ville jeg aldrig vælge så stor en shampoo, fordi det vil tage mig et halvt eller et helt år at komme igennem, og jeg kan trods alt godt lide at prøve noget nyt. Men det gode ved denne er, at den er sådan lidt unisex, og derfor har både min kæreste og jeg brugt den, hvilket gav mere plads i brusekabinen. Win. Jeg kan desværre ikke rigtigt udtale mig om, om mit hår blev glattere af at bruge shampooen, for det synes jeg ikke. Jeg vasker næsten altid hår om aftenen, så det kan få lov til at lufttørre, og når det gør det, krøller det altid op. Og min kæreste har slet ikke nok hår på hovedet til at kunne se forskel. Men. For der er et men. Denne shampoo skal du købe på grund af den lækre duft af tyggegummi. Jeg er vild med den. Og jeg skulle altid dufte til min kærestes hår, når han havde brugt den. Så lækkert. Prisen for 750 ml inkl. en flaske balsam i samme størrelse er 399kr. Det er lidt af en udskrivning, men så er der altså også til rigtig lang tid. Jeg kan dog ikke lige finde denne variant i 750 ml nogen steder, men hos Billigvoks.dk findes der bl.a. en 250 ml til 93kr.

Nogle af produkterne er modtaget som gave eller i goodiebags, mens jeg selv har købt andre. Jeg er ikke blevet bedt om at skrive om dem men har selv valgt det. Holdningerne er som altid mine egne.

Share:

2 Comments

  1. 30. maj 2016 / 21:51

    Jeg er også ret stor fan af Batisite Dry Shampoo til mørkt hår, netop fordi jeg synes det at de andre efterlader min ellers mørke manke med et gråt skær.
    Nu er jeg godt nok grå-håret inden under den mørke farve – meeeen….

    Og ja lad os endelig få den i en rejse størrelse, så den også kan komme med til England…

    • Lullumut
      Forfatter
      30. maj 2016 / 21:57

      Godt at læse det ikke bare er noget, jeg bilder mig ind, hihi 🙂 Ah, så gammel er du da heller ikke, søde Trine 🙂 Åhh.. Jeg gruer for, at der snart kommer grå hår hos mig. Over 30, du ved..
      Det kunne være fantastisk at få den mørkebrune i en rejsestørrelse <3

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.

error: Indholdet er beskyttet!