Mine bedste råd til et købestop

BILLEDE TAGET AF: Minimalistisk livsstil.

Jeg har tidligere proklameret, at jeg holdt købestop. Det var der ret stor interesse for, så derfor har jeg tracket, hvad jeg har brugt penge på. Inden jeg deler mine køb for perioden, vil jeg dog først dele mine bedste råd til et købestop. Jeg kommer også med mine egne input til, hvorfor jeg valgte at holde købestop. Så hvis du overvejer et købestop, nu eller i fremtiden, så læs med her og bogmærk indlægget, så du kan finde det igen.

Mine bedste råd til et købestop

1. Find dit hvorfor

Det er vigtigt, du stiller dig selv spørgsmålet om, hvorfor du gerne vil holde købestop. Er det fordi, du gerne vil spare penge sådan helt generelt? Er det fordi, du gerne vil spare penge op til noget stort? Er det fordi, du gerne vil passe bedre på miljøet? Er det fordi, du har for mange ting? Er det fordi, du gerne vil flytte eller ud på en længerevarende rejse? Der er mange grunde til at afholde et købestop, og det kan også være noget helt andet, end det jeg har nævnt her. Måske er det en kombination af ovenstående? Find dit hvorfor, så finder du også din motivation for at holde købestop. Det gør det nemmere at holde det på sigt.

Mit udgangspunkt for et købestop var 100%, at jeg har for mange ting i hjemmet. Hver gang jeg åbner min hoveddør og træder ind, føler jeg mig kvalt. At føle sig kvalt i sit eget hjem er ikke nogen specielt rar følelse. Ting kommer ind i mit hjem hele tiden, og jeg forstår ikke hvordan. Så, det blev til et købestop, og det har været en kæmpe øjenåbner for mig. Stuffocation, eller tingsforstoppelse, kan jeg kun komme til livs ved at undgå at få ting ind i hjemmet samt ved at få ting ud af hjemmet.

Mere inspiration: Jeg holder købestop

2. Sæt en tidshorisont

Overvej hvor længe sådan et købestop skal vare. Skal det vare 1 uge? 1 måned? 3 måneder? Et halvt år? Et helt år? Mit bedste råd her er at starte ud småt. Har du f.eks. et stort forbrug, og har du aldrig holdt købestop før, vil jeg ikke anbefale dig at starte ud med et helt år. Det er næsten dømt til at gå galt. Prøv det i en uge og se, hvordan det fungerer for dig, inden du kaster dig over en måned.

Jeg besluttede mig for at holde købestop i slutningen af sommeren. Jeg havde prøvet at holde købestop flere gange før, så det var ikke helt nyt for mig. Samtidig var jeg meget motiveret for at undgå at få ting ind i mit hjem. Jeg vidste, at hvis det skulle kunne gøre en forskel, så skulle det være længere tid en 1 måned. Jeg besluttede mig for året ud. Fra august til årsskiftet. 5 måneder.

3. Opsæt regler for dit købestop

Det er en rigtig god idé at opsætte nogle regler for dit købestop, inden du går i gang. Nu ved du, hvorfor du holder købestop, og du ved hvor længe, det skal vare. Men hvad er tilladt at købe, og hvad er ikke tilladt at købe? Må du købe madvarer? Må du spise ude? Må du købe tøj? Må du købe julegaver og fødselsdagsgaver til venner og familie? Må du købe oplevelser? Er dit hvorfor at spare op, kan du melde det ud til familie og venner i god tid, så I kan koordinere, at gaver f.eks. bliver holdt for et max. beløb.

Mine egne regler var ikke helt sort på hvidt, da jeg ikke bor alene, og mit barn har ikke sin egen økonomi. Så alt fælles, inkl. madvarer og take-away, kørte som normalt. Tøj og nødvendige ting til mit barn var også helt ok. Små børn vokser jo som ukrudt på ingen tid. Skønhedsprodukter var ok, fordi det er noget, jeg bruger op og skiller mig af med hele tiden. Der samler jeg ikke bare til bunke. Tøj til mig selv var til dels også ok, da min garderobe er noget mangelfuld. Jeg havde f.eks. på daværende tidspunkt kun 2 par bukser. Fødselsdagsgaver og julegaver til familie og venner var også ok. Det skulle bestemt ikke gå ud over dem, at jeg holdt købestop.

4. Sæt en veninde i stævne

Synes du, det hele virker uoverskueligt? Så slå dig sammen med en veninde, eller en anden du kender. Spørg stille og roligt og sæt fokus på din egen udfordring. Det skulle jo nødigt virke som om, du synes, din veninde har brug for luft i hjemmet og/eller økonomien. Det er lidt ligesom at have en træningsmakker. Det er bare nemmere at være 2 til at holde hinanden fast i den gode intention.

Jeg satte ikke nogen veninde i stævne, men min familie var super god til at prikke til mig, hver gang jeg snakkede om noget, jeg ønskede mig. “Men holder du ikke købestop”? spurgte de sådan ca. hver dag.

5. Lav en ønskeliste

Lav en ønskeliste over alle de ting, du ikke “har tilladelse” til at købe, mens du holder købestop. Altså når ønsket opstår. F.eks. når du ser en flot bluse eller en pæn pude i et damemagasin. Eller ser en fed vase i et supermarked. Brug en note på din telefon, din fysiske kalender, et Excel-ark etc. Hvad end der virker for dig. Når dit købestop er slut, kan du kigge på listen og evt. forkæle dig selv med en ting.

Personligt bruger jeg app’en Asana, som jeg både har på min Huawei smartphone, min iPad og i min Chrome browser på computeren. Her har jeg et board, der hedder “Ønsker”, og der har jeg så tilføjet ønsker under forskellige kategorier; tøj, skønhed, bolig etc. Jeg kan godt fortælle, min ønskeliste er laaang efter 5 mdr. med købestop, men til gengæld ved jeg også præcis, hvad der er nice to have og need to have. Jeg har jo levet uden det, så det er minimalt med need to have.

6. Overvej at holde Low Buy i stedet

Er du slet ikke klar til at afholde et købestop på trods af mine gode råd? Du skal bestemt ikke føle dig presset til det. Overvej om du i stedet skal prøve en periode med Low Buy. Jeg hørte om det hos Signe fra bloggen Use Less første gang, og hun skriver så fint om Low Buy tankegangen her. Signe omtaler det primært inden for garderoben, men du kan bruge det, som du vil. Helt groft sagt går det ud på at undgå at købe nye ting. Køb brugte ting, byt med dine veninder, sy eller strik selv, køb kun ting fra etiske/bæredygtige brands. Du kan læse meget mere om Low Buy tankegangen hos Signe. Du kan også se mere på Instagram under #2020wehaveplenty.

Jeg synes, Low Buy er enormt spændende, men jeg kan nok ikke holde mig fra at købe nye ting i et helt år. Jeg er desværre ikke ret god til genbrug, men jeg er vild med hele bytte-tankegangen. Og lav-selv, hvis jeg dog bare kunne sy, strikke, hækle osv. Haha.

Giver ovenstående råd mening for dig? Er du enig med mig? Sig til hvis du har behov for, jeg skal uddybe noget af det. Måske du allerede har prøvet at holde købestop?

Share:

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *