Tilbage i december var jeg ude og spise middag på Rossopomodoro i Illum. Det var søde Malue fra bloggen Mooldash, der havde arrangeret en hyggelig aften. Hun havde stået for at samle en flok bloggerpiger, og jeg var så heldig at blive inviteret med. Det var en super hyggelig aften, og vi var hele ni bloggere afsted.
Læs også: Pift din mandag op med en Aperol Spritz
De andre bloggere var:
- Alice Isabella fra Alice’s Wonderland
- Amalie fra Amalie Brohus
- Emma fra Kaffe & Kjoler
- Jenni fra ByJenni
- Sarah fra Sarah Haris
- Simone fra Simone Le Dous
- Sophie fra High on Sophie
Cecilie fra By Krog skulle også have været med men blev desværre syg på dagen. Nogle af pigerne kendte jeg i forvejen, mens andre var helt nye bekendtskaber for mig. De er dog alle rigtig søde. Var det ikke fordi, det var en hverdagsaften, var vi nok blevet hængende længere. Måske bliver det til en månedlig tradition, for jeg så også nogle af pigerne i november. Det kunne være hyggeligt.
Middag på Rossopomodoro i Illum
Nu skal det handle lidt om maden. Vi valgte nemlig at spise italiensk mad på Rossopomodoro i Illum Rooftop. Jeg tænker, at du højest sandsynligt kender stedet på forhånd fra Instagram. Her er der i hvert fald blevet vist mange pizzaer og Aperol Spritz, siden de åbnede for snart længe siden. Det er selvfølgelig en smagssag, men jeg synes ikke, stedet er særligt spændende indrettet. De andre piger var selvfølgelig vilde med marmorbordene, haha.
Maden er til gengæld helt vildt lækker og kan varmt anbefales. Jeg bestilte en frisk hjemmelavet lemonade og vand. Til forret bestilte jeg bruschetta, som jeg valgte at få sammen med min hovedret. Det var en med cremet bøffelricottaost og stærk nduja. Jeg havde ikke lige læst noget med “stærk”, og det var den. Men det smagte også rigtig godt. Til hovedret ville jeg gerne have haft gnocci, men de var desværre udsolgt. Øv. Dem må jeg prøve en anden gang. I stedet bestilte jeg pappardellepasta med bologneseragout og parmesanflager. Det var bestemt ikke tosset. Bemærk dog at portionen ikke var voldsomt stor, og jeg var derfor glad for, at jeg havde bestilt bruschetta til.
Da jeg ikke havde spist der før, blev jeg altså lige nødt til at prøve en dessert også, haha. Ja, jeg var sulten. Det blev til en Nutella Tiramisu. Den var god og sød, og jeg var faktisk glad for, at portionen ikke var større. Jenni gik ombord i en Caldacalda, som er stegt, sød pizzadej med vaniljesukker og Nutella.
Hvis du er vegetar eller spiser glutenfri mad, er det også muligt at spise der. De serverer bl.a. fuldkornspizza og salat. Har du besøgt Rossopomodoro før? Hvis ikke kan du finde restauranten på toppen af Illum på fjerde sal. Husk at bestille bord for en sikkerheds skyld.
Det ser ret lækkert ud og det er da oplagt at lægge vejen forbi for at for stillet sulten, hvis man alligevel er i city og shoppe 🙂
Forfatter
Ja, helt enig 🙂 Det er så meget bedre end en sandwich på farten 😉 Jeg skal også forbi EATALY ved lejlighed 🙂
Hvor ser det bare lækkert ud! Der er ikke noget bedre end italiensk 🙂
Forfatter
Italiensk er bare så godt 🙂