Konjac Sponge

Det er efterhånden ved at være noget tid siden, jeg blev færdig med at teste denne Konjac Sponge fra The Konjac Sponge Co, som jeg har modtaget til test fra et PR bureau. Og hver gang jeg ser disse billeder tænker jeg, at jeg skal have købt mig sådan en ny svamp igen. Den er simpelthen så god. Her kommer min anmeldelse af den lyserøde Konjac Sponge, som er til sart ansigtshud. Den findes også til uren hud m.fl. Bemærk at min anmeldelse er subjektiv.

Konjac Sponge er en rensesvamp, som er 100% naturlig og miljøvenlig. Den er udviklet af planten Konjac, som er en asiatisk kartoffelplante. Bare rolig, den kan slet ikke sammenlignes med kartofler. Udover denne kartoffelplante er den håndlavet af ler og vand. Svampen renser og eksfolierer i dybden uden at beskadige huden. Samtidig giver den fugt. En Konjac Sponge er biologisk nedbrydelig og produceret uden farve- og tilsætningsstoffer.

En Konjac Sponge som den på billederne her bruges til at rense ansigtet med. Når den skal tages i brug første gang skal den lige skylles, inden den kan benyttes. Den kan bruges alene eller med en ansigtsrens på. Jeg foretrækker at benytte den med en lækker ansigtsskum på for rigtig at føle, at den kommer ind i krogene af ansigtet og renser. Når ansigtet er renset, skal svampen skylles for at få resterne af evt. produkt ud. Herefter hænges den til tørre i den medfølgende snor, så den er klar til næste renserutine. Igen fugtes den inden brug og processen fortsættes.

Det som jeg godt kan lide ved en Konjac Sponge er, at den renser huden i dybden. Den kommer godt ind i folder og rynker og samtidig masserer den skønt ansigtet. Jeg kunne tage mig selv i at stå og massere den rundt længe, haha. Efter kun få dages brug kunne jeg se en mærkbar forbedring i min hud. Min hud havde både færre urenheder, og den var blødere.

En Konjac Sponge har en holdbarhed på ca. en til tre måneder afhængig af, hvor ofte den bruges. Den skal hænges til tørre hver gang og skal ikke vrides men derimod presses ganske forsigtigt for vand. Jeg fik min til at holde i godt tre måneder, på trods af at jeg brugte den mere eller mindre hver dag både morgen og aften. Til sidst blev den også lidt kedelig og fnulret.

I dag findes der er bredt udvalg af Konjac Sponges, bl.a. til kroppen og til forskellige hudtyper. Konjac Sponge kan bl.a. købes i Matas, Magasin, Salling, Helsam, apoteker m.fl. Prisen ligger på 99-129kr. alt afhængig af version. Har I prøvet en Konjac Sponge før? Hvis I vil vide mere, må I endelig bare spørge i kommentarfeltet. Disse svampe er nemlig en hel videnskab i sig selv.

Produktet er sponsoreret. Holdningerne er som altid mine egne.

Share:

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.

error: Indholdet er beskyttet!