
Så er vi hjemme fra Bulgarien igen. Apropos mit blogindlæg omkring Sunny Beach med en baby. Jeg må indrømme, at det var en noget blandet fornøjelse. Vi havde i forvejen hørt mange skrækhistorier omkring det at rejse og især flyve med små børn. Men vi havde også hørt rigtig mange gode historier. Så selvfølgelig skulle det prøves af. Vi havde noget familie, der skulle afsted og gerne ville have vores selskab. Og for det andet var bassen gratis, fordi han er under 2 år. Eller, han kostede ca. 600kr. + leje af en seng på hotellet. Det er da til at overskue.
Sunny Beach generelt
Lad mig starte med Sunny Beach. Sunny Beach er et lidt udskældt sted, hvor der kun er unge mennesker, høj musik og druk. Og det er faktisk synd. For Sunny Beach overraskede os meget positivt. Vi boede på et godt og pænt hotel. Hotel Flora Park. Meget tæt på stranden. Vi hørte ingen støj eller høj musik. Om natten kunne vi højest høre måger ved poolområdet. Når vi gik ned på stranden om aftenen var der selvfølgelig unge mennesker og masser af pulserende liv. Men der var også rigtig mange børnefamilier. Rigtig mange.
Dårlige oplevelser
Der var forskellige ting, der gjorde vores ferie med et lille barn rigtig ærgerlig. Jeg tror ikke, det ligefrem er normalt, men vi var rigtig uheldige.
- På turen ud måtte vi stå i kø til check-ind i halvanden time. Det var rigtig svært at forklare et barn på halvandet år, som bare ville løbe rundt i hele lufthavnen og bestemt ikke gad at sidde i en klapvogn.
- Efter check-in måtte vi løbe til security. Herfra kaste et par sandwich og vandflasker på disken til en ekspedient. Vi havde planlagt at spise aftensmad i lufthavnen. Herefter løb vi til et handicaptoilet, hvor bassen kunne få en ren ble på, og hvor jeg lige kunne tisse af.
- Bassen var vågen under hele flyveturen, på trods af vi først fløj omkring kl.19. Lyset var tændt under hele turen. Han ville frem og tilbage fra vores sæder og til min mor. Der var en del turbulens, og det var besværligt, at han skulle være spændt fast med sele, når han ville frem og tilbage. Han var svær at underholde.
- Lige da vi skulle til at lande, blev lyset i flyet slukket. Og lige da hjulene ramte vejen, faldt bassen i søvn. Dårlig timing.
- All inclusive hotel med et lille barn duede slet ikke for os. Restauranten var åben på faste tidspunkter. Når de åbnede for frokosten kl.12:30 var han dødtræt og sur. Det samme ved aftensmaden kl.18:30. Nogle gange faldt han i søvn, andre gange tonsede han rundt i den store restaurant, med en forælder lige i nakken. Imens måtte den anden forælder stå i kø til maden i et kvarter for så at kaste den ind, så den anden kunne komme til.
Det fortsætter med de dårlige oplevelser..
- Vi ankom lørdag aften, og natten til onsdag kløede bassen sig hele natten. Jeg sov kun få timer afbrudt, og min mand sov slet ikke. Vi var begge enige om, at det var den værste nat som forældre.
- Efter morgenmaden gik vi til lægen på hotellet, fordi bassen havde en masse røde knopper på overkroppen. Vi blev hurtigt kørt til et nærliggende hospital, hvor han fik taget en blodprøve. Tilbage til lægen. Her fik vi en recept på en creme og nogle dråber mod allergisk reaktion. Heldigvis fejlede han ikke noget. Gudskelov. Der var vi pludselig langt væk hjemmefra. Det var altså hårdt.
- Udover medicin fik vi at vide, at vi skulle holde os væk fra både pool, havvand og sol. Det var onsdag, og vi havde stadig en halv uges ferie i Bulgarien.
- De sidste par dage blev brugt mere eller mindre indenfor på hotelværelset og på hotellets område, i skyggen vel at mærke.
- På hjemturen havde vi provianteret med burgere, nuggets, vand, sodavand mv. i lufthavnen. Bassen løb rundt og var svær at få til at slappe af. Fem minutter før boarding skiftede skiltet, og vores fly stod til at være flere timer forsinket. Vi gik i gang med at spise vores proviant og forsøgte fortsat at underholde bassen.
- Til sidst gik bassen kold og sov i sin fars favn. Lige som vi satte os til rette i flyet, vågnede han og var så vågen under hele flyveturen.
- Selvom vi var afsted med flere familiemedlemmer, havde vi ingen forventning om barnepiger, og således var vi også os tre alene det meste af ugen. Vi fik lidt hjælp af min mor, men ellers så vi næsten kun de andre til måltiderne, hvor vi i forvejen var max pressede over kø, ekstrem hurtig indtagelse af mad og underholdning af hangry baby.
- Da vi kom hjem prøvede vi at få refunderet nogle penge for den forsinkede flyvetur hjem. Vi var desværre “kun” forsinkede med 2,55 min, og vi ville kunne få penge ved 3 timer. 5 minutters forskel.
Gode oplevelser
Vi var heldigvis også heldige, at der var et par gode oplevelser på ferien. Men de står altså i skarp kontrast.
- På udrejsen fik vi lov til at få klapvognen med hele vejen ind i flyet. Fantastisk.
- Da bassen endelig sov i flyet på turen ud, sov han heldigvis mere eller mindre hele vejen med lufthavns-bus, transfer-bus til hotellet og på værelset. Han vågnede kl.8 om morgenen.
- Vi fik besøgt Nessebar, som vi havde fået anbefalet af flere. Vi kørte dertil med en bus og sejlede tilbage igen.
- Vi havde sørget for masser af snacks til ferien, så det var nemt at give bassen en babykiks, smoothie eller andet, når han blev hangry.
- Flyveturen hjem gik heldigvis meget bedre end ud. Bassen var sød og nem at underholde og sad ved os under hele flyveturen.
- En hel ugen sammen med min lille familie. Dejligt men hårdt på samme tid at være småbørnsfamilie.
- Da vi kom hjem fik vi via vores rejseforsikring ansøgt om erstatning for udlæg til læge, blodprøve og medicin. Vi fik alle pengene igen få dage efter.
Kommer vi igen?
Jeg vil ikke udelukke Sunny Beach en anden gang. Der var pænt, rent, hyggeligt og rart. Vi kunne sagtens finde på at tage dertil igen. Vi har dog besluttet, at vi ikke skal flyve de næste par år. Eller rejse udenfor Danmark. Det var ikke afslappende på nogen måde. Den afslapning kan vi finde hjemme i Danmark. Så kan vi bruge pengene på andre oplevelser. Vi har også besluttet, at vi ikke ønsker at rejse sammen med familie igen foreløbig. Vi mærkede ikke at være afsted med andre alligevel. Næste skridt er at prøve at leje et sommerhus i Danmark. Vi har snakket om at tage noget mere ferie omkring august/september, så det ser vi meget frem til.
Vi fløj i øvrigt med Bulgaria Air og rejste med Sunweb. Hvad ventetiden i check-in på udrejsen skyldtes ved vi ikke, men jeg tænker, vi rejser med nogle andre en anden gang.