Gode tips til Nordsjælland søges

Som bekendt er jeg flyttet i november i år. Før boede jeg i Søborg i Gladsaxe tæt på mine forældre og tæt på, hvor jeg er født og opvokset. Med en lille afstikker til først Brønshøj og senere Amager, havde jeg boet i Gladsaxe hele mit liv.

Nu er jeg flyttet til en ny by, et nyt postnummer og en helt ny kommune. Mit kendskab til byen og området er minimalt. Og for at være helt ærligt. så elsker jeg det. For det første elsker jeg huset og området. Her er så ufattelig idylisk. For det andet er jeg glad for at rykke mine rødder op og prøve noget nyt og møde nogle nye mennesker. Selvom jeg er overvejende introvert og vanemenneske, tror jeg, det gavner at prøve at bo et nyt sted og starte på en frisk.

Gode tips til Nordsjælland søges

Det er jo ikke ligefrem fordi, jeg er flyttet til en ny landsdel eller et nyt land. Men alting er stadig meget nyt for mig. Og her kommer du ind i billedet. Har du nogle gode tips til mig til Nordsjælland? Jeg har min egen bil, og jeg har også god mulighed for at komme rundt med både bus og tog. Til foråret skal jeg have købt mig en ny cykel, og så bliver det også til nogle ture på den. Nordsjælland er selvfølgelig et vidt begreb. For mig drejer det sig hovedsageligt om områderne omkring og mellem Hillerød, Frederikssund, Slangerup, Farum, og Allerød. Det er de primære områder.

Tro mig, jeg har næsten slidt Google Maps tyndt for spændende steder, men det er bare ikke lige så godt som personlige anbefalinger. Og hvad vil jeg så gerne have tips til? Det kan være alle former for personlige anbefalinger af caféer, restauranter, fitnesscentre, seværdigheder etc. Lige nu er jeg f.eks. opsat på at finde god sushi til nytårsaften. De steder jeg kender indtil videre er sådan ca. Sillebroen, Slotsarkaderne og Farum Bytorv. Det bliver lidt kedeligt i længden.

Er du blogger?

En sidste ting. Er du blogger og bor omkring de nævnte områder, er jeg også interesseret i at mødes over en kop kaffe, eller te, og netværke. Det kunne være super hyggeligt. Smid en kommentar, en mail eller noget helt tredje.

6 Comments

  1. Nina
    29. december 2015 / 21:29

    Lige et lille hurtigt pip fra Hillerød:

    Mange synes, at den bedste sushi i Hillerød findes på G-Sushi (http://www.gsushi.dk/)

    Jeg bruger selv Smiley Fitness lige ved Hillerød station, de har super gode spinning hold og en del step & styrke og lignende, som også er rigtig gode. Der er alle typer – ung, gammel, tynd og tyk! Tidligere har jeg trænet i Hillerød Fysioterapi og Træningscenter i Frederiksborg Hallen, men jeg stoppede for ca. 1½ år siden, da jeg synes, det var for dyrt (men det ER lækkert).

    Og en rigtig hyggelig Hillerød cafe er Café København som ligger på Torvet ned mod slotssøen.

    Nårh ja og lige på falderebet: Du skal prøve Jægerhuset i Birkerød ned til Furesø. Det er lækkert mad og virkelig hyggelige omgivelser. Læs mere her: http://www.jaegerhuset.dk/restaurant.aspx

    • Ida
      29. december 2015 / 22:15

      Min bedstemor holdte 90 års fødselsdag på jægerhytten. Den kan jeg også godt anbefale, selvom jeg ikke er derfra 🙂

      • Lullumut
        Forfatter
        30. december 2015 / 19:15

        Tak 🙂 Jeg kan godt huske din anmeldelse, og selvom Birkerød er til den “forkerte” side, kan jeg ikke udelukke, at det skal prøves ved lejlighed 🙂

    • Lullumut
      Forfatter
      30. december 2015 / 19:14

      Perfekt, tusind tak for dine tips 🙂 Jeg fik faktisk lige anbefalet G-sushi i år på Instagram, så der er nytårsmenuen bestilt 🙂
      Dejligt med noget fitness anbefaling. Jeg skal have startet op igen nu her. Kan godt se HFTC er lidt dyrere. Må lige overveje det 🙂 Det er dyrt sådan at flytte i hus 😉
      Café København har jeg faktisk besøgt, da jeg havde åbent hus i min gamle lejlighed. De har gode nachos 🙂

  2. Pennie
    29. december 2015 / 20:48

    Jamen velkommen til Nordsjælland!!! 🙂
    Jeg bor selv i Slangerup og ELSKER det! Som du selv skriver: her er idyllisk og så er det ikke længere væk fra byen end man kan være derinde på under 1 time med det offentlige – helt perfekt efter min mening.

    I Slangerup kan jeg varmt anbefale “Gæstegivergården” som er lavet om til en thai/sushi restaurant og hedder “Bangkok” og ligger midt på den lille bygade der løber gn. byen. Betjeningen er simpelthen så god og personlig og maden absolut i top! Vi spiser helst der fremfor burgerbarer/pizza etc.

    I Frederikssund er vi glade for Egelunden (restauranten ved Frederikssund Golfklub – vi spiller begge golf), som ligger lige på den anden side af broen mod Skibby med udsigt over vand og golfbanerne.
    I Frederikssund er der også http://www.jfwillumsensmuseum.dk/ hvis man er til kunst – skønne udstillinger.
    Vi besøger også tit Vikingebopladsen i Frederikssund. Hver sommer holder de Vikingespillet, udendørs teater med vikingesagn – meget underholdende. Op til jul fejrer de lysfest og ved Skt. hans er der bål dernede. Det er rigtig hyggeligt!! http://www.vikingespil.dk/index.php/vikingernes-verden/bopladsen
    Ja som du siger, så er der Sillebroen – der er jeg rigtig glad for Café Vivaldi, men de ligger jo alle vegne 🙂 Og så er der lige åbnet en Søstrene Grene derinde, stort plus i min bog!

    I Farum er jeg rigtig glad for Café Petrine, skøn personlig betjening af det par der ejer caféen; Peter og Trine og maden er virkelig lækker! (seriøst prøv deres pommes med chili mayo… MUMS!)
    I Farum ligger der også en Change outlet-butik, der kører lagersalg d. første tirsdag og sidste torsdag samt første lørdag i måneden. http://www.lagersalg.com/change-lagersalg
    Jeg har før i tiden taget en del til Farum svømmehal, fordi de har en skøn varmtvandsafdeling, og ungerne har gået til svømmeundervisning her, så det kan jeg også varmt anbefale.
    Så er der også Furesø Marina : http://marina-en.dk/ De kører en lækker brunch buffet – lidt dyrere end fx Vivaldi, men stemningen og omgivelserne er virkelig smukke, så fx til en date vil det være helt perfekt!

    Uha – jamen jeg kunne jo blive ved – men det var hvad der lige sprang i tankerne for nu.
    Du finder helt sikkert dine egne yndlings steder inden længe.
    Min blog hedder: http://pennnylane.dk/
    Og er altid frisk på en kop the!
    kh. Pennie 🙂

    • Lullumut
      Forfatter
      30. december 2015 / 19:08

      Tusind tak! 🙂 Ih, sikke en skøn kommentar! Så dejligt du gad at bruge tid på at skrive en masse gode tips til mig 🙂 Jeg har allerede været inde på flere af siderne. Du har i hvert fald ramt godt plet 🙂 Jeg skal bl.a. have besøgt Bangkok, Café Petrine og Furesø Marina. Perfekt 🙂 Jeg fylder rundt om et par uger, så det er jo også rart med gode bud på, hvor maden evt. skal bestilles fra. Tak for de mange gode tips og links 🙂 Min kæreste har arbejdet i Sillebroen for nogle år siden, så Vivaldi har jeg besøgt et par gange.
      Sjovt, så bor vi ikke så langt fra hinanden 🙂 Kunne være rigtig hyggeligt at mødes med dig i det nye år. Det er jeg frisk på. Var lige en tur på din blog og kan se, du er gravid, tillykke med det 🙂 Lad os lige mailes ved.
      Kh. Louise

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.

error: Indholdet er beskyttet!