MOMMY MONDAY // Min barsel er nu slut, og i dag var første dag tilbage på mit arbejde. Det var en meget smuk men også meget kold morgen, så jeg måtte ud og skrabe frost af min bil. Netop det har jeg virkelig ikke savnet. Åh ja, og heller ikke mit vækkeur. Foretrækker at blive vækket af enten en glad eller en sulten lille gut. Jeg nåede lige med forbi vuggestuen for at aflevere verdens mest triste dreng, og så var det ellers ud på motorvejen, hvor alt stod stille på grund af en ulykke. Klassisk mandag. Til gengæld stod verdens bedste kollegaer klar med velkomst-krammere, morgenbrød og friske blomster på bordet. Ah.
Det handlede aldrig om mig
Inden jeg gik på barsel, havde jeg en hel masse forventninger til min barsel. Til hvad jeg skulle lave og nå. Jeg skulle på café med veninder, jeg skulle blogge på livet løs, jeg skulle shoppe, og jeg skulle lave alverdens ting hjemme i vores hus. Sådan gik det ikke. Og heldigvis for det, for det med café og shopping var blevet lidt dyrt i længden.
De første to måneder af min barsel havde jeg ondt. Så ufattelig ondt at jeg dårligt kunne sidde ned, og det gjorde jeg alligevel en hel del, når jeg ammede. Jeg havde forstuvet mit haleben under fødsel, og det gjorde mange ting uudholdeligt. Efterhånden som jeg fik mindre ondt, kom ensomheden snigende. Jeg sad derhjemme med min lille bitte baby – dag efter dag, uge efter uge. Bevares, vi havde da en gæst nu og her og var også ude og trille. Men jeg havde behov for at snakke med nogen, der var præcis det samme sted i livet som mig. På barsel med en baby i armene. Der gik lang tid, inden vi kom med i en mødregruppe. Knap fire måneder. Helt uacceptabelt men det var sådan, det var i kommunen. Der var ikke flere babyer.
Læs eller genlæs: Et døgn i mit liv
Tiden gik og min dreng blev større og større. Sjovere, gladere og dejligere. Men også mere selvstændig, mere opmærksom og mere eventyrlysten. Efterhånden som jeg blev mere tryg i rollen som mor, voksede min søn. Og det gjorde det sværere for mig at få hænderne fri til at lave ting. Han krævede min opmærksomhed de fleste af mine vågne timer.
Først den sidste tid af min barsel gik det op for mig, at det slet ikke handlede om mig. Det handlede ikke om, hvad jeg havde lyst til, eller hvad jeg burde lave. Det handlede aldrig om mig. Det handlede om min søn. Om at give ham den bedste opvækst. En tryg og rar opvækst. En tryg favn. Og det ved jeg nu, at jeg har givet ham. Han er en sund, sjov, glad og sød dreng, og vi får så mange komplimenter med på vejen. Både fra familie, venner, sundhedsplejerske, læge og vuggestue. Det varmer mit hjerte. Uanset hvor trist og ensom en barsel, jeg har haft, lige så god har den været. Jeg har gjort, hvad jeg skulle med den og har ikke kunne gøre mere.
