Anmeldelse: Moroccanoil hårprodukter

Jeg har gennem noget tid nu brugt fire forskellige hårplejeprodukter fra Moroccanoil. Et mærke som jeg forestiller mig, I alle kender. Ja, jeg er ikke first mover på den front, men efter at rigtig mange bloggere har skrevet positivt om mærket, blev jeg altså nødt til selv at få syn for sagen. Bemærk at min anmeldelse er subjektiv.

Moroccanoil Extra Volume Shampoo til fint hår: Først og fremmest dufter denne shampoo utroligt lækkert, og emballagen ser fin og eksklusiv ud. Konsistensen er lidt tyk i det, så det hjælper klart at få den blødt lidt op med vand. Jeg vasker altid mit hår i shampoo ad to omgange, og denne shampoo er ingen skuffelse. Mit hår føles meget lækkert. Jeg har meget hår, og det er ikke just fint, men det kan godt tåle lidt volumen i toppen, som denne shampoo så fint tilfører, hvis jeg ikke klasker for mange produkter i, når det er tørt. Både shampoo og balsam er farvebevarende og frie for sulfat, fosfat og parabener. Lige som de tre andre produkter, er der er højt indhold af arganolie. 250 ml koster 179kr. HER, og 70 ml koster 79kr. HER.

Moroccanoil Extra Volume Conditioner til fint hår: Sammenholdt med shampoo’en fra Moroccanoil, er der ikke så meget nyt at sige om denne balsam. Produkterne komplimenterer fint hinanden på alle områder. Jeg bruger kun balsam i et par minutter, og i kun i længden af håret. Og hvis jeg også bruger en hårkur, bruger jeg altid først hårkur og så balsam, så balsamen lukker hårstråene. Mit hår bliver dejlig blødt og nemt at redde ud efter brug af balsam. 250 ml koster 189kr. HER, og 70 ml koster 89kr. HER. Priserne er næsten ens men dog en lille smule dyrere end shampoo’en.

Moroccanoil Intense Hydrating Mask til normalt, kraftigt og tørt hår: Der findes nogle forskellige hårmasker, eller hårkure om man vil, fra Moroccanoil. Jeg faldt dog for netop denne, da mit hår både er kraftigt og til den tørre side pga. mit naturkrøl. Duften er helt utroligt lækker, og hårmasken ser tilmed helt indbydende ud, så jeg får lyst til at spise den i stedet, haha. Det er en af de bedste hårmasker, jeg længe har prøvet, og jeg har godt nok sparet meget på den for at få den til at holde længst muligt. Jeg bruger hårmaske ca. 1-2 gange om ugen, og den har indtil videre holdt i et godt stykke tid. Emballagen kan jeg godt lide, fordi jeg har mulighed for at få alle rester med ud. 250 ml koster 269kr. HER, og den findes umiddelbart kun i denne størrelse.

Moroccanoil Treatment til alle hårtyper: Lige præcis denne hårolie har jeg hørt så godt om, og der er rigtig mange bloggere, der har den som favoritprodukt. Selv er jeg også rigtig glad for den. Jeg bruger den både i vådt og tørt hår afhængig af tid og effekt. Når jeg har været i bad, og mit hår er håndklædetørt, krammer jeg lidt af denne hårolie i spidserne, så mit hår tørrer pænere og bliver blødt, glat og skinnende. Jeg kan også sagtens bruge det i tørt hår. F.eks. om morgenen hvor mit hår altid er uregerligt, eller når jeg har glattet det og vil samle enderne. Jeg bruger altid kun olien i enderne, så det ikke fedter til i hovedbunden. Til høflig information følger der en pumpe med i pakken. Jeg har valgt selv at tage den i brug, fordi det er nemmere for mig at styre mængden af olie. 100 ml koster 329kr. HER. Det er klart det dyreste af produkterne, men det kan også holde rigtig, rigtig længe. Og så findes hårolien også i mindre størrelser, hvilket dog slet ikke kan betale sig sammenlignet med den store størrelse.

Alt i alt: Produkterne ligger i den dyre ende, men de er både pæne at have stående og fungerer samtidig rigtig godt for mig og mit viltre hår. Alle produkterne kan bl.a. købes hos Billigvoks.dk, hvor I kan se hele Moroccanoil udvalget HER. Hvis jeg skal vælge en favorit af de fire produkter, må det være hårmasken, da den føles meget unik sammenlignet med andre hårmasker, jeg tidligere har prøvet. Kender I produkterne fra Moroccanoil, og bruger I dem selv?

Til de interesserede har jeg også tidligere skrevet en anmeldelse af Moroccanoil Dry Scalp Treatment, som jeg bruger til at forebygge tør hovedbund med. Læs min anmeldelse HER.

Produkterne er modtaget som gave, men holdningerne er mine egne

Share:

4 Comments

  1. Anne Schmidt - WhatWhenWhere
    20. april 2015 / 15:09

    Jeg synes Maroccanoil produkterne er skønne og så dufter de noget så fantastisk. Jeg har snuset lidt til både shampoo, balsam og også deres hårlak og hårolien (light udgaven). Jeg er fan 🙂

    Anne

    • Lullumut
      Forfatter
      20. april 2015 / 18:24

      De dufter nemlig rigtig, rigtig godt! 🙂 Jeg skal også have prøvet mig igennem sortimentet ved lejlighed 😉

  2. Liselotte / Everyday Couture
    20. april 2015 / 09:53

    Elsker produkterne fra Moroccanoil – Har dog ikke prøvet shampooen og balsamen, men burde jeg da næsten 🙂

    / Liselotte

    • Lullumut
      Forfatter
      20. april 2015 / 18:22

      Åh, hvis du er allerede er glad for andre Moroccanoil produkter, så kan du næsten ikke gå galt i byen med disse 🙂

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.

error: Indholdet er beskyttet!