MOMMY MONDAY // What a day. Mandag med stort M. Det er sent mandag aften, og jeg sidder her med mit mandags-indlæg, som jeg har set frem til at hygge mig med. Hele ugen faktisk. Det er ikke meningen, det hele kun skal handle om at være mor. Men det fylder bare alt i mit liv pt. Og jeg har SÅ meget på hjerte. Skal nok vende retur med nogle flere blogindlæg, som ikke omhandler morlivet.
Læs også: De sidste uger på barsel
I dag har været en af de dage, jeg godt kunne have undværet. I hvert fald langt det meste af dagen. For det første var Baby A alt for lang tid om at blive puttet i går. Så var han vågen alt for længe i nat. I morges kunne vi se, han havde kradset sig helt vildt på den ene kind, så min mand kørte til lægen med ham og fik noget creme. Bagefter mødtes vi henne i vuggestue. Her havde vi selvfølgelig glemt en sut, så hjem igen efter en håndfuld sutter. Armen altså. Her til aften har han også svært ved at sove, fordi han er ved at få flere tænder. Næsen stopper, og han savler. Jeg har for første gang i adskillige måneder drukket mere end en kop kaffe. Håber vi får en god nat. Til gengæld gik det godt henne i vuggestuen i dag, hvor han sov lur, mens vi fik handlet og var hjemme og slappe af.
Ammestop
Nu til det, som dette blogindlæg faktisk skal handle om. Ammestop. Jeg håber, der sidder en tidligere ammende mor på den anden side af skærmen med et godt råd eller to til mig. Sagen er den, at jeg gerne vil stoppe med at amme. Jeg har søgt rundt, bl.a. på Ammenet.dk, men desværre er jeg ikke rigtigt blevet klogere. Eller, jeg har ikke kunne finde nogle brugbare tips.
Baby A er nu 10 mdr. Her i november har jeg skåret amning fra om dagen, fordi han bliver rigeligt mæt af rigtig mad. Og han gad ikke rigtigt ligge ved mig mere. Jeg ammer en gang om aftenen og ca. to gange om natten/tidlig morgen. Dvs. tre gange i alt. Nogle gange fire. Det gider han til gengæld godt. Nogle gange fungerer det godt til at sove videre på og andre gange er det som en energidrik.
I næste uge begynder jeg på arbejde igen, og derfor vil jeg gerne stoppe med at amme. For det første vil jeg gerne møde nogenlunde veludhvilet på arbejdet om morgenen. Gider ikke det der natteroderi længere (selvom det jo bliver svært at undgå uanset). Og for det andet har jeg lidt rejseaktivitet i forbindelse med mit arbejde. Ca. to-tre gange om måneden skal jeg til Jylland og til Sverige. Måske skal jeg overnatte. Og derfor kan jeg lige så godt forberede mig nu på ikke at være hjemme hver nat. Såeh. Kan du anbefale mig noget? Og min mand? Jeg har læst, det ikke er godt i forbindelse med en omvæltning, som det at starte i vuggestue jo er.