Alt det jeg ikke fik fortalt

MOMMY MONDAY // Flashback til februar 2018. Jeg var ensom. ENSOM. Jeg havde tidligere følt mig ensom, men den her følelse var helt ny for mig. En anden form for ensomhed. Min mand var netop startet på arbejde igen efter 2 ugers barsel efterfulgt af 2 ugers ferie. Jeg gik hjemme med min søn på 1 mdr, og jeg følte mig så uendeligt alene i verden.

Da Momunity, som jeg er frivillig repræsentant for i Allerød, søgte efter emner til deres nye podcast serie, var jeg hurtig til at melde ind med min historie. Min historie om at føle sig helt alene i verden. Jeg mødtes med Sara og Sine, stifterne af Momunity, hos Mofibo den 14. januar. Her brugte vi en god halv time på at vende min oplevelse med ensomhed som nybagt mor. Det hele blev optaget og efterfølgende klippet sammen, og nu ligger det online hos Mofibo. Undtagen alt det jeg ikke fik fortalt.

Rabatkode til Mofibo

Nu skal du læse godt med, for du kan få 30 dages gratis abonnement hos Mofibo, hvis du ikke tidligere har været abonnent. Du skal ikke starte med at downloade Mofibo app’en men derimod gå til Mofibos hjemmeside. Helt nederst på siden til venstre finder du “Indløs kampagnekode“. Her indtaster du koden “Momunitypodcast30” sammen med din e-mail adresse og et valgfrit password. Nu kan du hente Mofibo app’en ned på din smartphone eller tablet. Log ind og søg på “Momunity”. Find den episode der hedder “Ensomhed – mor alene i verden”. Vælger du at bruge koden, støtter du Momunitys arbejde, og det vil gøre mig glad, for jeg synes, Momunity skal blive ved med at eksistere.

Podcast optagelsen

*** OBS! Hvis du ikke har hørt podcast-episoden endnu, og gerne vil høre den, så kom tilbage og læs resten af dette blogindlæg bagefter. ***

Dagen inden optagelserne til podcasten fik jeg spørgsmålene. Jeg læste dem igennem og tænkte, at det kunne jeg godt svare på. Da vi så sad der og optog, og der ligesom var en dialog, glemte jeg alt om spørgsmål og svar. Jeg fulgte bare med. Det var sjovt at være med, og jeg følte, det gik godt. Det gjorde det også. Jeg har hørt episoden, og jeg synes, jeg lyder helt normal, og at dialogen er god.

Anyway. På vej hjem i toget sidder jeg og genkalder mig samtalen. Og her går det op for mig, at der var rigtig meget, jeg ikke fik fortalt. Ting som måske vil give mening for, hvorfor jeg var ensom. Udover ikke at være i en mødregruppe. Så, her kommer det. Alt det jeg ikke fik fortalt.

Alt det jeg ikke fik fortalt

Jeg fik ikke fortalt.. at min far gik bort, mens jeg var gravid.

Fra den ene dag til den anden, uden at jeg fik sagt farvel. Min far gik bort 12. oktober, og jeg havde termin 27. december. En ting er at miste en forælder. Det er hårdt. Men at miste en forælder, mens jeg var gravid, var om muligt endnu hårdere. Hvis der var nogen, jeg havde brug for der, var det mine forældre. Dem begge to. Min jordemoder var meget opmærksom på det, og det blev derfor også tilføjet til min journal.

Jeg fik ikke fortalt.. at min mor havde det rigtig psykisk dårligt.

Ikke nok med at hun havde mistet en livslang ledsager. Hun havde også overtaget en masse kedelige (økonomiske) forpligtelser, og en masse personlige ejendele, som hun skulle finde hoved og hale i. Og jeg var ikke til nogen hjælp. Jeg var trist, tung og træt. Og i forvejen kæmpede jeg med at lande på mit nye arbejde, hvor jeg var startet henover sommeren. Da jeg først havde født, var jeg en endnu mindre hjælp. Og jeg orkede ikke at snakke med min mor, fordi hun havde brug for at fortælle om sin dag og gøremål. Det havde jeg slet ikke overskud til. Jeg baksede med mit eget. Med at prøve at være nogens mor, bl.a.

Jeg fik ikke fortalt.. at jeg havde en hård fødsel.

Både fysisk og psykisk. Min søn sad fast, og han var uden ilt længe. Næsten for længe. Da han kom ud, var han helt grålig, hans arm dinglede, og min mand græd. Jeg nåede lige at få ham op til mig, mens de klippede navlestrengen, og så var han væk igen. Hen på et bord med ham, hvor han blev godt æltet. Og så blev han kørt videre til neonatal afdeling. Min mand fulgte efter. Og så lå jeg ellers der og havde slet ikke forstået, at vi havde været minutter fra at komme hjem uden en baby. Faktisk gik der flere dage, før jeg opfattede det.

Jeg fik ikke fortalt.. at jeg havde rigtig ondt i min krop oven på fødslen.

Da A sad fast og var uden ilt, blev personalet på fødestuen nødt til at reagere hurtigt. Pludselig sagde en overlæge til mig. “Nu gør jeg noget, der gør rigtig ondt”. Og så skreg jeg. Hun stak simpelthen sin arm op i mig og trak A ud. Havde hun ikke gjort det, så havde han ikke været her i dag. Det resulterede også i, at jeg skulle syes et par steder. De første 2 uger efter fødslen, kunne jeg slet ikke overskue at gå på toilettet, fordi det sviede så voldsomt. Derudover forstuvede jeg mit haleben, så det gjorde ondt, hver gang jeg sad ned, lå ned, rejste mig op, lagde mig ned eller bare bevægede mig. Det eneste der ikke gjorde rigtig ondt var at stå og gå. Der gik ca. 2 mdr, før jeg holdt op med at have ondt.

Mere fra samme skuffe: Det handlede aldrig om mig

Jeg fik ikke fortalt.. at jeg havde rigtig svært ved at få amningen til at fungere.

Amningen kørte sådan ret fint efter et par dage. Der var masser af mælk, og A fik godt fat. Hver gang en sygeplejerske hjalp til, var der ingen problemer. Når jeg selv skulle lægge ham til på hospitalet eller hjemme, kunne jeg ikke få det til at fungere. I starten var det efter-veerne, der gjorde ondt, når han tog fat. Så var det hans aggressive måde at suge sig fast på. Jeg blev helt enormt stresset af det der lille skrigende og sultne menneske. Så var der for meget mælk. Så kom der revner og sår. Så fik jeg feber og var på hospitalet for at blive tjekket for brystbetændelse. Der var heldigvis ikke nogen betændelse.

Det eneste der fungerede nogenlunde for mig var, når min mand hjalp med at lægge til. Og det gjorde det ikke nemmere, da han startede på arbejde efter 4 uger, og jeg stadig havde ondt i kroppen, og i brysterne. Der gik omkring 2-3 måneder, inden amningen kørte perfekt, men jeg var for stædig til at give op undervejs. Udover alt det havde jeg så svært ved, at der var et lille menneske, der gjorde krav på min bryster. At han var sulten, og det var nu. Der gik omkring et halvt år, før jeg fandt ro omkring det.

Alt det andet

Dette var blot nogle af de ting, jeg oplevede i forbindelse med at blive mor. Og som gav grobund for, at jeg følte mig ensom. At jeg var ensom. Det var også en kold periode med helt ned til minus 8 grader, så i en hel uge orkede jeg slet ikke at gå ud med barnevognen. Næsten alle jeg kendte var på arbejde, og når det var weekend, ville jeg bare være sammen med min søn og min mand. Jeg fik besøg af veninder og familie, men det var langt fra hver weekend. Et nært familiemedlem gik ned med stress i foråret, og jeg kunne på ingen måde være der for personen. For jeg baksede med så meget selv, at jeg ikke engang kunne være noget for mig selv.

I februar tilmeldte jeg mig både babybio, babyrytmik og babysvømning. Jeg ville ud. Jeg ville møde nogen. Til babybio mødte jeg ikke nogen. Til rytmik og svømning var der ikke nogen, jeg klikkede med. Vi kom ikke tæt nok på hinanden. Og holdene startede først op i foråret, samtidig med min mødregruppe startede op.

Jeg delte ikke rigtigt min ensomhed, men jeg fik alligevel vist nogle brudstykker på Instagram. Her mødte jeg bl.a. Mia, som også var på barsel. Vi mødtes et par gange og ses heldigvis stadig i dag. Jeg var også i København og mødes med et par veninder, men det var en alt for stor mundfuld for mig at komme “så langt væk hjemmefra”. Og jeg græd hele vejen hjem i toget. Det var ikke nogen succes.

Hvis du har læst med så langt, så tak. Bare tak! Må du aldrig blive ensom ❤